Loppemarked, iværksætterfestival, kulturfestival – og nu også kunstudstilling. A. Enggaard, som ejer City Vest, afprøver i disse måneder, hvad indkøbscentret også kan bruges til. I denne uge rykker Ungdommens Vårsalong ind i butikken, hvor Imerco tidligere lå.
I årets udgave af Ungdommens Vårsalong har unge århusianere bearbejdet og sanset hverdagen og lavet kunst ud af det. 103 værker kan opleves ved UngiAarhus’ store fernisering i et af de tidligere butikslokaler i City Vest.
Mandag 19. februar er der atter liv i butikslokalet i City Vest, som tidligere husede Imerco. Her vil flere end 100 århusianske unge fra klokken 16.30 vise deres kunstneriske bud på, hvad hverdagen er for en størrelse for dem.
Det er et tema, de har udfoldet og udforsket igennem det seneste halve år. Derudover er selve indretningen af rummet for den store fernisering også skabt af unge.
Det er UngiAarhus, som står bag kunst-eventet, og århusianske unge fra 6. klasse til og med 18 år har været velkommen til at deltage. Tre professionelle kunstnere har stået for at udvælge de værker, som kan opleves i City Vest.
Ungdommens Vårsalong er et samarbejde mellem tre kommuner, nemlig Odense, København og Aarhus. Odense holder ligesom i Aarhus en udstilling, før alle samles i København til en fælles udstilling med omkring 260 værker på Københavns rådhus.
Et spejl for de unge
Flere af UngiAarhus’ ungdomsklubber har hjulpet med processen for de af deres klubmedlemmer, der har villet deltage i Ungdommens Vårsalong. Men kunst-eventet er for alle unge i Aarhus.
”Ungdommens Vårsalong er en invitation til at prøve sig selv af i forhold til kunstnerisk udfoldelse. Deltagerne har været igennem en lang proces på op til et halvt år, hvor de har forholdt sig til temaet, idéudviklet, og afprøvet forskellige materialer og udtryksmuligheder,” forklarer Ungdommens Vårsalongs koordinator i UngiAarhus, Jon Bendixen.
”Det kan blandt alt muligt andet være et spejl for de unge, hvor de får mulighed for at forholde sig til deres tanker, ideer og følelser.”
Programmet for ferniseringen af Aarhus’ udgave af Ungdommens Vårsalong byder blandt andet på velkomsttaler ved henholdsvis Børne- og Unge-borgmester Ingrid Sofie Frich og Børn og unge-rådmand Thomas Medom, samt musik fra DJ Zuuzan, dans med Pigerne fra Klub2teket og tekstoplæsning ved UngiAarhus Ungdomsskolens forfatterspire-hold.
Ungdommens Vårsalong har eksisteret i mere end 50 år. Navnet Vårsalong stammer fra udstillingens svensk-danske rødder, idet ordet betyder ”forårsudstilling” på svensk. Så selvom Malmø ikke længere er en del af samarbejdet, som de var, da udstillingen blev skabt i 1972, bevares navnet som en hilsen til udstillingens historie.
Ungdommens Vårsalong i City Vest (Imercos tidligere butikslokale): Mandag 19. februar klokken 16.30 – 18.00 er der fernisering.