De har i forvejen travlt med job og familieliv – men otte fædre fra Gellerup-området har valgt at bruge en del af deres fritid på at deltage i et omfattende læringsforløb. Det skal klæde dem på til at skabe positive forandringer i lokalområdet.
Onsdag var en særlig dag for gruppen af fædre, der deltager i det fjerde baba læringsforløb. Det var dagen, hvor de fik det synlige bevis på, at de er på vej ud i lokalsamfundet for at gøre en positiv forandring for andre i deres netværk – og generelt i Gellerup.
Seks ud af de otte deltagende fædre kunne deltage i onsdagens modul, hvor de fik udleveret de jakker, der viser, at de nu er en del af baba-netværket i Gellerup og Toveshøj. De to resterende var på arbejde og kunne ikke nå frem til mødet.
Det er samtidig et eksempel på, at det for en del af fædre er vanskeligt at forene deltagelsen med en travl hverdag. Men alle fortalte passioneret om, hvorfor de alligevel har valgt at prioritere forløbet. Først og fremmest ønsker de selv at være en større del af familiens hverdag.
”Vi kan se, hvor vigtigt det er for børnene, at vi er tilstedeværende fædre, som i hverdagen er en aktiv del af deres liv. Vi kan se, at det er godt for børnene,” fortalte flere af fædrene.
”Selvom man har travlt, ser man familielivet fra en anden vinkel, når man er her. Man opdager, hvor vigtig rollen som far er i familien.”
Dialog med fagpersoner
Undervejs i læringsforløbet har de hørt mange forskellige fagpersoner fortælle om børns udvikling, og hvilken rolle vuggestue, børnehave og skole spiller. Det skal blandt andet være med til at opbygge tillid mellem fædre og fagpersoner, og det gør fædrene til brobyggere mellem andre fædre og samfundet.
”Alle de fagpersoner, som har været her, fortæller, at de siger, at de også lærer virkelig meget af at komme her og få fædrenes perspektiv. Det er en dialog – og fædrene har talt mindst lige så meget som fagpersonerne,” siger koordinator for baba-forløbet i Gellerup og Toveshøj, Tine Sædholm Pedersen.
Hun tilføjer, at deltagerne undervejs har stor glæde af samtalerne indbyrdes, hvor fædrene fortæller og diskuterer deres egne refleksioner over far-rollen. Det er et vigtigt element, uddyber en af fædrene:
”Man sidder tit med en følelse for sig selv – og så bliver det tit bekræftet i fællesskabet, at man ikke er alene.”
Onsdag aften havde gruppen besøg af konsulent i Fonden for Socialt Ansvar, Abdirashid Artan, som fortalte om, hvordan fædrene kan hjælpe og støtte andre fædre i deres netværk, og hvordan de kan medvirke til at løse lokale udfordringer i samspillet mellem institutioner og forældre.