Når Samvirket i Gellerup og Toveshøj på tirsdag d. 28. maj kl. 16.30 igen inviterer til kvartalsmøde, er det en gruppe af lokalområdets unge, som står for programmet. De 13-18-årige i Ungerådet er værter for mødet og har udvalgt de emner, der skal tales om.
Hvis man spørger medlemmerne af Ungerådet i Gellerup og Toveshøj, er der lige nu tre vigtige emner i udviklingen af lokalområdet:
Besparelser på fritidstilbuddene i Aarhus, den nye skole og fritidscenter i Gellerup og udbuddet af butikker, cafeer og forretninger i Gellerup.
Da Ungerådet fik muligheden for at sætte sit præg på det traditionsrige kvartalsmøde i Samvirket, besluttede de 13-18-årige medlemmer at sætte fokus på de tre emner og invitere nogle gæster til mødet, som kan være med til at gøre deltagerne klogere.
Blandt andre deltager Børne- og Ungebyrådets ungeborgmester i debatten om besparelser hos Ung i Aarhus, der blandt andet mærkes i Gellerup.
Desuden deltager blandt andre fritids- og ungdomsskoleleder Rasmus Brandt Lauridsen, projektleder Jacob Futterup Sørensen, A. Enggaard, Sara Kruse, Aarhus Kommune, og de to byrådsmedlemmer Katrine Vinther Nielsen, SF, og den radikale Mahad Yussuf.
”Medlemmer af Ungerådet vil indtage værtrollerne på mødet, og de har på forhånd stillet en række spørgsmål til deltagerne, så de ved, hvad de unge gerne vil tale om,” fortæller ungemedarbejder Johanne Dybdahl, Det boligsociale hus i Gellerup og Toveshøj.
Hun fortæller, at medlemmer af Ungerådet ligeledes har forberedt sig på, at mødet kan få en levende og engagerende form, blandt andet med samtaler ved bordene og små øvelser undervejs.
Kvartalsmødet foregår i beboerhuset Laden, Edwin Rahrs Vej 6B kl. 16.30-19.00. Alle interesserede er velkomne til at deltage, og der er ingen tilmelding. Alle inviteres til at spise aftensmad, inden de går hjem.