Byparken i Gellerup bliver hver onsdag sommeren igennem fyldt med aktiviteter. Under overskriften ”Sommer Sjov” er der blandt andet hoppepude, kreaworkshop, lege og spil – samt masser af god livemusik for både børn og voksne.
”Vi håber at styrke fællesskabet i området på tværs af generationer og baggrunde samt invitere børn, unge og ældre fra andre bydele til Sommer Sjov i Gellerup 2024.”
Sådan lyder det fra organisationen Kultur Samler om sommerens række af events i byparken i Gellerup.
Hver onsdag kl. 11.00 til 16.00 er der en masse aktiviteter på programmet, og arrangørerne håber, at ikke bare Gellerups og det øvrige Brabrands beboere vil smutte forbi og deltage i løjerne – men at folk fra hele Aarhus har lyst til at kigge forbi.
Ud over aktiviteterne vil der være gratis kaffe, the, saftevand og popcorn. Der er ingen entré, og det koster ikke noget at være med.
Programmet offentliggøres løbende, men du kan allerede notere følgende live-koncerter:
3. juli: Orhan Bulut
10. juli: Thor & Orhan
17. juli: Yossi & Orhan
24. juli: Endnu ikke offentliggjort
31. juli: Gamle Danske Dyrefabler
7. august: Moussa Diallo
Sommer Sjov i Gellerup 2024 er skabt i tæt samarbejde mellem Brabrand Boligforening, Sports- og Kulturcampus, A. Enggaard og Kultur Samler.
Projektet er støttet af Gellerup Kulturmidler, Nordea Fonden, Politiken-Fonden, Nykredits Fond, Meyer Donationen og Sportgoods Fonden.