”Vi har lavet en brugerundersøgelse, som viste at mange brugere også gerne vil komme fredag eftermiddag,” fortæller Sine Borbjerg storsmilende.
“Derfor ønsker vi at udvide åbningstiden, men det kræver, at vi får flere frivillige hjælpere,” forklarer Sine, pressechef i foreningen Tusindfryd. De fleste hjælpere er studerende ved videregående uddannelser og har typisk én fast ugedag i Tusindfryd.
Lektiehjælpen Tusindfryd syder af aktivitet. Børn stikker hovedet ind i det lille lokale og spejder efter en plads eller en hjælper.
”For et par år siden kom der i gennemsnit 10 brugere pr. dag. Nu runder vi ofte 30 dagligt,” fortæller Sine videre. Foreningen Tusindfryd tilbyder lektiehjælp mandag-torsdag eftermiddag på Gellerup Bibliotek.
”Selvom der kommer mange brugere hver dag, og vi ikke altid lige kan hjælpe, sender vi ikke nogen hjem,” forklarer Sine, ”men nogle er utålmodige og går igen, hvis de ikke kan få hjælp lige med det samme.”
Succesen skyldes dels et godt samarbejde med Nordgårdskolen, dels at foreningen er blevet bedre til at gøre opmærksom på sig selv, men nok mest de mange glade brugere. Børn og unge, som har brugt lektiehjælpen i flere år, tager søskende og venner med.
Trods den trange plads er lektiehjælpen glade for at være på biblioteket, som ligger centralt i bydelen, giver adgang til computere og meningsfyldt tidsfordriv, når brugerne må vente på lektiehjælpen.
Inden journalisten får kantet sig ud lokalet, spørger flere børn med håbefulde øjne ”Kan du hjælpe?”