Har du nogle gange spekuleret over, hvordan Gellerup så ud, før Gellerupparken  blev bygget?
Svaret er let: grønne marker og et par gårde. Se på det øverste billede her på siden. Det er fra 1954 og viser nederst Silkeborgvej og villaerne på Edithsvej m.v. Lidt vest for villaerne ligger en gård – det er her, City Vest senere er bygget.
Nu kan man på en sjov måde se forskellen på "før og nu". Cowi har lavet en kortportal, hvor man kan vælge et geografisk område og tage det ældste kort fra 1954 som udgangspunkt og derefter vælge et nyere årstal. Nederst på kortet er der en skyder, så man kan blænde op og ned for ændringerne.
Grusvej gennem Tousgården
Øverst på Gellerup-billedet snor Edwin Rahrs Vej sig og går igennem Tousgården. I gamle dage var det en smal grusvej og kunne let passere imellem længerne på Tousgården. Senere er længerne imellem stuehuset og laden revet ned, så Edwin Rahrs Vej kunne blive bredere.
Imellem de to gårde var der marker, da billedet blev taget i 1954. Men det varede ikke ved. Allerede i 1948 blev Brabrand Boligforening oprettet, og først blev Hans Broges Bakker og senere Søvangen (uden for billedet) bygget. Midt i 60-erne stod Skovgårdsparken indflytningsklart, og Gellerupparken blev bygget fra 1969-72 og Toveshøj forskudt et par år senere. 
Butikscentret Gellerup-Centret stod klart i 1972, og i 1974 åbnede hotellet med svømmebad og biograf, plus bibliotek i stueplan (ved den grønne prik). Hotellet og det tilhørende kulturcenter kunne dog ikke løbe rundt og lukkede i 1979. Siden har Aarhus Kommune overtaget bygningerne.
Billedet nederst til højre viser Gellerup, som det ser ud i dag.
Prøv selv at lege med kortet på: http://www.kortal.dk/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.