Det hører til sjældenhederne, at en almen boligorganisation er medlem af en Erhvervsforening. Men sådan er det i Brabrand Erhvervsforening, der har Brabrand Boligforening som medlem.
Boligforeningens direktør Torben Overgaard er tilmed næstformand i Erhvervsforeningen. Han oplyser, at Erhvervsforeningen for 5-6 år siden opfordrede Boligforeningen til at blive medlem.
Boligmand: Mere erhverv til Vestbyen
“Boligbevægelsen bør netværke til samfundet. Derfor var det helt oplagt for Boligforeningen at takke ja,” mener Torben Overgaard, og han fortsætter: “Omdannelse af Vestbyen fra boligforstad til by kræver, at boligområderne åbner sig for erhverv.”
Torben Overgaard tror på, at Vestbyen kan udvikles til at være byområde: “Det betyder meget, at bydelen er mere end et boligområde. Det skal være attraktivt at etablere virksomheder i Vestbyen.”
God trafikal beliggenhed kan blive bedre!
Erhvervsforeningens formand Erik Sørensen (direktør for vognmandsfirmaet Johs. Sørensen & Sønner) er enig med Torben Overgaard i, at Vestbyen har en god beliggenhed for erhvervsvirksomheder. Trafikalt er der let adgang for medarbejdere fra hele Midtjylland og nem adgang for virksomhederne til den store verden. Torben Overgaard skynder sig at tilføje: “Men vi skal også have den letbane, der forbinder Vestbyen med det centrale Århus!”
Erik Sørensen bekræfter, at Brabrand Erhvervsforening vil drøfte en letbane, der gør det nemt og hurtigt at komme fra Vestbyen til Midtbyen, – og omvendt!
Torben Overgaard forudser, at transportvirksomheder vil være intereserede i at bo i Vestbyen: “Men de vil trække en masse andre virksomheder til.”