”For mig betyder værestedet alt om onsdagen. Jeg kommer her altid. Jeg laver aftaler om og tager gæster med,” fortæller Mogens, der er gæst i værestedet for psykisk syge i Holmstrup.
Værestedet, som har fungeret i adskillige år, har til huse i en af de store lejligheder i Holmstrup. Det giver mulighed for nogle timers socialt samvær. Der er åbent hver onsdag 15-20.00.
Da jeg kommer, møder jeg kun Dan, der som frivillig har travlt med at lave mad, Winnie fra distriktspsykiatrien og gæsten Per. Winnie går Dan til hånde. Hun fortæller, at så længe værestedet har eksisteret, har de været to fra distriktspsykiatrien, som er skiftedes til at komme.
Livet i værestedet
Per fortæller, at han bliver hjemme, når han har det dårligt, så kan han ikke klare at være sammen med mange mennesker, men han er glad for at komme her. ”Det er, fordi jeg godt kan lide at tage pis på dem, der kommer her,” siger han. ”Det gør du også,” bemærker Winnie. ”Nej!” ændres forklaringen. ”Det er, fordi Dan laver så dejlig mad.”
Om eftermiddagen serveres franskbrød med pålæg, mens middagen serveres kl. 18. Jeg bliver forsikret om, at over 20 dukker op, når der kommer mad på bordet. En middag kan købes for billige penge.
Forudsigelserne holder stik. Lidt før 18 myldrer folk ind. Heriblandt også beboere med tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. Snakken går nu utrolig livligt om alt muligt. Dagens varmeste emne er alle de penge, der kan komme tilbage i for meget betalt varmebidrag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.