I bydele med mange nationaliteter er det guld værd, hvis man let kan få et lille brev eller en kampplan oversat til flere sprog. Det er dyrt og tidskrævende, hvis man hver gang skal have folk til at oversætte ordene.
Nu er redskabet der – og det er gratis. Til gengæld skal man ikke regne med at kunne få de helt individuelle tekster oversat, idet det er systemet ikke beregnet til.
Den gratis tjeneste har adressen www.mukufo.dk , og her ligger en række skabeloner til breve, som man kan ændre teksten på – og derefter bede web-robotten om at oversætte til andre sprog.
Sprogene er engelsk, arabisk, engelsk, somalisk, tyrkisk og urdu.
Forældrebrev på urdu
Eksempelvis kan skolelæreren let udfylde en invitation til forældremøde – og derefter få den oversat til urdu eller andre sprog. Systemet henvender sig også til foreningsleder og trænere, der udfylder kampsedler og indkrævning af kontingenter.
Brist i kommunikation
Bag initiativet står Morten Ubbesen, Aalborg Kommune, der selv har været træner i en fodboldklub. Han oplevede ofte, at der skete fejl i kommunikationen mellem foreninger og nydanskere, og derfor gik han sammen med informatik-studerende på Aalborg Universitet om at få udviklet en robot, der kan oversætte standard-tekster til lærere og foreningsfolk.
De studerende har udført arbejdet, og Integrationsministeriet har støttet projektet økonomisk.
Mukufo.dk er et led i Aalborg Kommunes indsatser for at integrere nydanskere gennem foreningslivet via Projekt F – Forening, Fritid og Flygtning.
www.mukufo.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.