Lørdag den 28. juni drager 30-35 børn i alderen 5 -12 år fra Bispehaven sammen med 15 voksne og unge til sommerlejr i en uge på Møgelø, der ligger i en af Silkeborgsøerne.
Sommerlejr skaber samhørighed
Det er 25. gang, der holdes sommerlejr for Bispehavens børn. Pia Mortensen, der er leder af Bispehavens Trivselshus, har været med hver gang siden starten. Hun glæder sig over, at der i år også er arabiske og somaliske piger med. “Det betyder utroligt meget for samhørigheden resten af året, at børnene har været sammen om oplevelserne på sommerlejren,” forsikrer Pia Mortensen.
“Nu begynder vi sørme også at få børn med på lejr, hvis forældre selv har deltaget, da de var børn,” smiler Pia Mortensen.
‘Bjørnebanden’ skaffer penge
Bag sommerlejren står en gruppe på en snes frivillige, der kalder sig ’Bjørnebanden’. De arrangerer loppemarkeder og driver Bispehavens ’Genbrugsbix’, hvis overskud bidrager til betaling for sommerlejren. Den almene boligafdeling Bispehaven yder desuden et tilskud på 20.000 kr. fra sine aktivitetsmidler. Og med lidt fondsmidler o.l. kan betalingen pr. barn komme ned på 250 kr., hvoraf de 50 kr. er lommepenge til det enkelte barn. Pia Mortensen beretter, at der er skrappe regler om kun at måtte bruge 6-8 kr. om dagen til ’snolder’.
Sommerlejren har naturen som et centralt tema. Om aftenen samles man om lejrbålet og synger sammen til Pia Mortensens akkompagnement på guitar.
Sommerlejren en af Trivselhusets mange ferieaktiviteter
Tilmeldingen til sommerlejren er sket efter opslag i Boligselskabet Præstehavens beboerblad ’FællesBladet’. Det sker også til næste år, hvor udvælgelsen igen sker efter princippet ’først til mølle’.
Sommerlejren er en af de mange sommerferieaktiviteter, der i den kommende tid tilbydes fra Trivselshuset i Bispehaven. Der kan nævnes fællespisning, ungdomscafe, campingtur, grand prix, grillhygge, hoppepude, bispehavespil.
Aktiviteterne i Trivselshuset indgår i et fælles sommerferieprogram med klubber og Ellekærskolen. Det fælles program udsendes af Ellekærsolen og skulle være lige på trapperne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.