Nu kan du få hjælp til dine kreative projekter. Det Kreative Værksted i Fælleshuset Yggdrasil i Gellerupparken er åbent for alle piger over otte år og voksne kvinder i alle aldre.
Der er mulighed for at bruge symaskiner og for at få hjælp til at sy eller reparere tøj. Du kan også finde stof i Værkstedet til et mindre tekstilprojekt såsom en taske eller et tøjdyr. Der er også mange andre muligheder: strik, hækling, filtning, maleri, og hvad du ellers kan komme i tanke om.
Det Kreative Værksted har fået en medarbejder, Hanne Miriam Larsen, der glæder sig til at byde velkommen til hygge og kreative udfoldelser. Værkstedet har indtil nu ikke været bemandet.
Temadage med filtning og tørklæder
”I løbet af efteråret og vinteren laver vi forskellige temadage. Vi vil blandt andet arbejde med filtning og lave tørklæder til de kolde måneder, og vi vil lave særlige aktiviteter for kvinder med babyer,” siger Hanne. Hun understreger, at hun meget gerne imod forslag til aktiviteter. ”Kom endelig også med dine egne idéer, så prøver vi det af i fællesskab!”
Værkstedets åbningstider i september er tirsdag klokken 11-15, onsdag klokken 10-14 og torsdag klokken 14-17. Det Kreative værksted befinder sig i Yggdrasil (Det gule hus), Dortesvej 35A, 8220 Brabrand.
Eventuel kontakt til: Hanne Miriam Larsen på tlf. 86 25 10 16 i værkstedets åbningstider.