Som tidligere omtalt på Aarhusvest.dk forventer Boligselskabet Præstehaven en bevilling på 9 mill. kr. til realisering af en boligsocial helhedsplan for Bispehaven. I en samtale med Aarhusvest.dk oplyser Keld Albrechtsen, der er næstformand i Brabrand Boligforening, at Brabrand Boligforening håber på en bevilling af mindst samme størrelsesorden til en social helhedsplan for Gellerupparken og Toveshøj.
Social helhedsplan som første skridt i samlet helhedsplanprojekt
Keld Albrechtsen fortæller, at midler til en social helhedsplan skal ses som en fremrykning af indsatser i forhold til den samlede helhedsplan for Gellerupparken/Toveshøj.
Realiseringen af en ’Foreningernes Hus’ sammen med Gellerup Højskole på Nordgårdskolen er et eksempel på en indsats, der efter Keld Albrechtsens mening ikke skal afvente en overordnet dispositionsplan for helhedsplanprojektet. "Hvad der kan gennemføres nu, skal ikke vente på overordnet planlægning. Det er vigtigt, at der sker løbende forbedringer, og at konkrete resultater bliver synlige," påpeger Keld Albrechtsen.
Brabrand Boligforening søger ligeledes om boligsociale midler til værested på Holmstrup Mark.
Løsning af sociale samfundsproblemer for huslejekroner
Boligsociale bevillinger er hjælp til at løse en række af de opgaver, som almene boligorganisationer påtager sig i det danske samfund. Men de stammer ikke fra skattefinansierede midler i statens eller kommunens kasser. Det er penge hentet i Landsbyggefonden, der har sine midler fra huslejer betalt af beboere i almene boliger.
Som en af de mest politisk erfarne beboere i Århus Vest anerkender Keld Albrechtsen () det fornuftige i, at Landsbyggefonden og den almene boligsektor har accepteret, at huslejekroner hentet alene i almene boliger bruges til sociale samfundsopgaver: "Det er en form for særbeskatning, men alternativet er, at regeringen også bruger de penge til at dække huller i statskassen."
Siden 2002 har regeringen hentet mindst 10 milliarder i Landsbyggefonden for at få råd til skattestop. Og nu også til skattelettelser, der ikke tilgodeser den lavtlønnede i arbejde, der er en typisk lejer i en almen bolig.
Skattereform mod grundlæggende uligheder?
Finansieringen gennem Landsbyggefonden af de boligsociale midler møder kritik fra flere sider i f.eks. Brabrand Boligforening. Keld Albrectsen finder kritikken berettiget: "Skattesystemet er i forvejen til fordel for boligejere og til ugunst for lejere. Det gør det endnu sværere at sluge en særbeskatning, som finansieringen af de boligsociale midler er udtryk for."
Keld Albrechtsen slutter med at udtrykke håb om, at en kommende skattereform vil indeholde skatteomlægninger, der retter op på grundlæggende uligheder i beskatning og i finansiering af offentlige opgaver.