Kulturhus Herredsvang bliver frem til påske rammen om et jobprojekt under titlen "Aktivt medborgerskab". Formålet er at få indvandrerkvinder i arbejde, efter at de har gennemgået et uddannelsesforløb. Projektet har tidligere fået støtte fra Integrationsministeriet og EU, og erfaringerne er gode – så gode, at Århus Kommunes jobcentre har "købt" projektet. Formidlingen af deltagere til projektet sker gennem centrenes jobkonsulenter. Tidligere har projektet selv fundet frem til sine deltagere gennem networking og afviklet kursusforløb på Globus1 i Gellerup.

Alsidigt tilbud
De 12 deltagere, der er plads til på holdet, får en alsidig uddannelse. Det er emner som pædagogik, psykologi, sundhed og hygiejne, kost og bevægelse, forældresamarbejde, dansk og kreative fag. Forløbet indeholder to ugers praktik på en arbejdsplads. Det kan være en børnehave eller en vuggestue, men der er også andre muligheder, fx. har nogle kursister valgt at begynde på en uddannelse som Social- og Sundhedshjælper.
Målrettet jobsøgning
Kurset har det klare formål, at deltagerne skal i job eller under uddannelse, når forløbet slutter. Det er noget Parvin Ghochany og Hanne Søholt Foged tager meget alvorligt. Parvin Ghochany anslår, at succesraten for de tidligere kurser er på omkring 90 pct. Hemmeligheden er blandt andet, at der lægges stor vægt på, at deltagerne opnår de praktiske og teoretiske færdigheder, der er nødvendige for at kunne klare sig på en dansk arbejdsplads.
"Skal man arbejde i en vuggestue, må man vide noget om pædogik, men samtidig være klar over, hvilke love og regler der gælder for pædagoger", siger Parvin Ghochany.
"Vi hjælper med jobsøgning som en del af kurset. Der bliver skrevet ansøgninger, og vi undersøger, hvor der er ledige jobs. Nu skal børnehaverne til at levere mad igen. Vi regner med, at en del kursusdeltagere kan få jobs, når de har gennemgået det kompetencegivende hygiejnekursus", supplerer Kirsten Søholt Foged. I de fleste tilfælde får deltagerne i første omgang ansættelse som vikarer. I mange tilfælde ender det med et fast job.
Samfundskundskab og kreativitet
Undervisningen begynder kl. 9 og slutter kl. 15 på alle hverdage. Mange vil umiddelbart synes, at det er en lang dag, men undervisningen veksler mellem teori og kreativitet. En meget stor del af de teoretiske fag former sig som diskussioner. En uomgængelig regel er, at det foregår på dansk. Naturligvis kan man ikke lytte og diskutere mange timer i træk. Undervisningen omfatter derfor også motion og forskellige kreative aktiviteter, blandt andet filtning.
Kurset afvikles fra 26. januar til 15. maj og der er stadig ledige pladser.
Yderligere oplysninger hos:
pghochany@hotmail.com
hanne@fof-aarhus.dk
Hanne Søholt Foged telefon 23458304

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.