Eleverne i 6.-9. årgang på Engdalskolen i Brabrand måtte gå tidligt hjem tirsdag, da der lugtede kraftigt af røg fra en kortvarig brand i kælderen.
Skolen skriver på sin hjemmeside, at det natten til tirsdag blev opdaget, at en dør i kælderen i C-fløjen brændte. Alarmcentralen havde fået en automatisk brandmelding, og brandvæsenet kom hurtigt til stede og slukkede branden. Ifølge Danmarks Radio var branden påsat.
Der skete meget begrænset skade, men røgen blev fordelt i ventilationssystemet i C-fløjen og lå tykt i lokalerne tirsdag. Indsatslederen hos brandvæsenet anbefalede, at lokalerne derfor skulle friholdes for undervisning.
Derfor blev de store elever sendt hjem, mens 4c og 5. årgang er undervist i andre lokaler på skolen. De mindste elever er blevet undervist efter planen.
Der er luftet grundigt ud tirsdag, så lokalerne er klar igen til undervisning onsdag.
Politiet patruljerer
Skoleinspektør Mari-Ann Togsverd skriver på skolens hjemmeside"Påsat brand eller ej – vi har kontaktet Politiets Forebyggelsesafdeling med henblik på at opnå politiets opmærksomhed på, hvad der foregår omkring skolen i den kommende tid. Det betyder, at folk fra Politiets Forebyggelsesafdeling vil patruljere særligt meget omkring Engdalskolen."