Århus Kommune har gennemført en analyse af sproglig udvikling hos en gruppe elever med behov for særlig sprogstøtte. På Tovshøjskolen har 43,5 % af elever med sprogstøttebehov opnået en markant fremgang, mens kun 13 % ingen fremgang har haft. De resterende 43,5 % har haft, hvad der i analysen kaldes en forventelig fremgang.
Tovshøjskolen blandt de bedste
Dermed placerer Tovshøjskolen sig flot sammenlignet med andre skoler, der skal løse problemer for børn med behov for særlig sprogstøtte. Og Tovshøjskolen markerer sig som endnu en vestbyskole med resultater blandt de bedste i Århus.
Som heldagsskole kan Tovshøjskolen modtage elever fra eget skoledistrikt, selv om de før skolestart har et ’ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte’.
Andre elever i kommunen med et ’ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte’ kan vælge deres distriktsskole, hvis den har færre end 20 % elever på årgangen med særligt sprogstøttebehov. Ellers skal eleverne med sprogstøttebehov henvises til såkaldte modtagerskoler andre steder i kommunen. Det betyder daglig bustransport.
Gennemsnitligt skaber modtagerskolerne markant sproglig fremgang for 42,9 % af eleverne med behov for særlig sprogstøtte mod Tovshøjskolens 43,5 %. Analysen af sprogudviklingen viser, at Tovshøjskolen gør det mindst lige så godt som gennemsnittet af modtagerskolerne.
Heldagsskole lige så godt som spredning
Integrationschef i Århus Kommune Pauli Johansen siger i en kommentar til Aarhusvest.dk: "Tovshøjskolen er en af vore heldagsskoler. Analysen af sprogudviklingen viser, at ideen med heldagsskoler holder, sammenlignet med spredningen af elever med sprogproblemer på andre skoler. Det ene ser ikke ud til at være bedre end det andet, men det hører med, at heldagsskoler koster mere."
Pauli Johansen oplyser, at der i samarbejde med universitet er forskningsprojekt i gang, som skal give mere viden om, hvordan sprogudvikling stimuleres.
Godt omdømme styrker en skole
Pauli Johansen er ikke i tvivl om, at et fortjent positivt omdømme for Tovshøjskolens vil medvirke til at styrke skolens muligheder for at nå endnu bedre resultater fremover.