Der blev talt meget, og udtrykt stor tilfredshed med, at Natteravnene var kommet til Bispehaven. Kun en enkelt ung fyr, Amir, var lidt forbeholden med hensyn til nødvendigheden af at have natteravne i området.

”Jeg synes ikke, at der sker noget dårligt her i Bispehaven. Jeg hører kun de små børn. De laver måske noget en gang i mellem. Man skal jo ikke gøre det til mere end det er. Vi har jo alle sammen været børn en gang”. Natteravnen, Gitte B. Light, gav ham glad ret i, at problemerne ikke skulle gøres større, end de er. Ellers var alle kommentarer udelt velvillige.
Bolsjer og sjove bemærkninger
Natteravnene er kendetegnet ved, at de går rundt med lommerne fyldt af bolsjer til uddeling. I forbindelse med dette hørtes man mange gange i løbet af aftenen ”Må jeg også få et bolsje. Jeg har ikke fået”. Mærkværdigt så ofte, det blev gentaget af de samme små munde. Når man tager i betragtning, hvor mange bolsjer, der blev uddelt.
En dreng på 13-14 år skulle være lidt sej, og spurgte om det var kondomer, der blev uddelt, for så ville han da godt have en håndfuld. Den blev spøgefuldt returneret af en natteravn, der smilende sagde, at han kunne komme igen, når han blev gammel nok.
Tilslutning blandt børnene
Ahmed kom drønende på sin cykel, og standsede for at finde ud af, hvad der foregik. Han sagde ”Det er godt at I kan komme og holde øje med os unger. Så beskylder I heller ikke de forkerte”.
Ali og hans ven, et par store teenagere, mente at det var fint at have natteravne gående. ”Så kan de hjælpe os med vores problemer”. Da de blev spurgt, om de selv ville gå til natteravnene, sagde de ”Ja, det vil vi. Hvis vi er kede af det, eller ikke kan finde ud af noget”.
Måske endnu flere natteravne i Bispehaven
Natteravnene er også rollemodeller, og måske vil der komme endnu flere natteravne, når fok ser det positive samspil mellem områdets børn og unge og folkene i de gule jakker.
En ung somalisk kvinde, Hanni på 26 år, følte sig i hvert fald inspireret af natteravnen Shukri A. Ahmed. Om Shukris traditionelle somaliske dragt med det påsyede natteravnelogo sagde hun: ”Det er sgu da sejt”. Videre lød det fra Hanni ”Det er et rigtig godt forbillede. Jeg tror også, jeg skal melde mig som Natteravn”.
En så positiv opbakning overalt i nærmiljøet må absolut virke opmuntrende for folk, der kunne overveje at blive Natteravn.
Læs mere om natteravnene på natteravnene.dk