Mange engagerede og nysgerrige forældre sammen med deres børn og bekendte trodsede regnen og mødte op til Selam Friskoles åbent hus. Skolen ligger i Hasselager.
Arrangementet bød på mange spændende oplevelser. De fremmødte kunne købe varme retter fra forskellige lande, smykker, køkkenredskaber, tøj, sko, og legetøj m.m.
Forældrene har vist stor interesse
For at finde ud, hvordan skolen adskiller sig fra de traditionelle danske skoler og hvorfor de muslimske forældre skal indskrive deres børn på netop denne skole, talte vi med en af lærerne.
Ziynab Nesredin kommer fra Etiopien og har været i Danmark siden 1992. Hun er uddannet pædagog og er lærer i børnehaveklassen på skolen.
Hvad er formålet med at holde åbent hus i dag?
”Vi holder åbent hus hver sommer. Med arrangementet i dag ønsker vi at vise skolen frem. Forældrene og deres børn skal komme og se, hvad vi er for nogle mennesker og hvad vi kan tilbyde dem.”
”Det er først gang vi starter en børnehave-klasse i år – forældrene har vist stor interesse. Vi satsede på 40 børn og vi er allerede tæt på at nå vores mål.”
Hvilken nationalitet har børnene?
”Vi har elever med alle nationaliteter. Men det er hovedsageligt børn med tyrkiske og somaliske forældre.”
”De elever, der går her på skolen kommer fra hele Jylland. Vi har mange elever fra bl.a. Århus, Vejle og andre byer.”
Børnene vil ikke føle sig anderledes
Hvorfor vælger forældrene denne skole frem for en traditionel dansk skole?
”Forældrene er klar over, at deres børn vil have det bedst med at være blandt børn, der ligner dem selv.”
”Børnene vil ikke længere føle sig anderledes på grund af deres udseende eller påklædning. De er sammen med børn, som tænker og handler ligesom dem selv. Det vil hjælpe på børnenes identitetsdannelse.”
Vil børnene ikke have svært ved klare et dansk gymnasium senere?
"Nej. Vi har haft mange gode erfaringer. Eleverne har klaret sig rigtig godt, og nogle af dem er endda startet på en videregående uddannelse”.
”Undersøgelser har vist, at de indvandrebørn, der går på en muslimsk skole klarer sig langt bedre end de indvandrebørn, der går på en traditionel dansk skole. Det er fordi børnene ikke længere har brug for at skulle retfærdiggøre sig selv og deres levemåde over for andre. De har derfor mere overskud til skolen og lektierne.”
”Alle elever her på skolen taler dansk sammen, og i deres fritid er de sammen med deres danske kammerater.”
Vi opfordrer eleverne til at bære tørklæde
Skal alle eleverne her på skolen bære tørklæde?
”Når børnene bliver ældre og starter i anden og tredje klasse, opfordrer vi dem til at bære tørklæde. Vi underviser dem også i koran og lærer dem om deres hjemlands kultur,” siger Ziynab Nesredin.