Børn og unge i udsatte boligområder er i for ringe omfang med i det organiserede fritidsliv i deres områder. Selv om hver tredje beboer er under 18 år, er der ikke billige og gode tilbud nok i områderne. Paradoksalt er der også tilbud, som godt kunne rumme flere børn og unge, men der mangler voksne til at tage imod dem. Unges adfærd i udsatte områder er ofte ”udadreagerende” og pædagogisk krævende, og det kræver voksenkræfter, som der slet ikke er nok af.
Det er nogle af resultaterne af en stor interviewundersøgelse, som Det Boligsociale Fællessekretariat har foretaget af børns og unges fritidsliv i Bispehaven, Herredsvang, Gellerup-Toveshøj og Viby Syd. En lang række aktører i områderne er blevet udspurgt.
Hovedkonklusioner:

  • Børn og unge er mindre aktive i kommunale klubtilbud og lokale foreninger end i kommunen som gennemsnit
  • Foreningsstrukturen er meget svag i områderne, hvilket betyder at der mangler foreningsbaserede aktivitetstilbud til børnene i boligområder
  • Samtidig har en del børn svært ved at gøre brug af de etablerede foreninger uden for boligområderne
  • De kommunale fritidsklubber i de fire udsatte boligområder opfanger færre børn end klubberne i andre dele af Århus

For høje kontingenter
Undersøgelsen tegner hermed et billede af, at en del børn og unge i de børnerige boligområder ikke opfanges af de eksisterende tilbud. Ifølge undersøgelsen er der flere forklaringer på denne situation – bl. a.

  • høje kontingenttakster i kommunale tilbud set i forhold til forældrenes indtægt
  • problemer med skæv medlemssammensætning og dårligt ry i klubberne
  • opsplitning af fritidslivet for de mange pendlerbørn, der går på andre skoler end distriktsskolen
  • de unges adfærd og foreningernes evne til at rumme de unge
  • manglende forældreopbakning til børnenes fritidsliv.

Tilrettelæg efter lokale behov
”Der bliver gjort et rigtigt godt stykke arbejde i klubberne og foreningerne, men noget tyder på, at der er behov for at gøre tilbuddene mere tilgængelige og attraktive, hvis flere børn og unge fra de udsatte boligområder skal have del i tilbuddene,” siger Jens Møller, sekretariatschef i Det Boligsociale Fællessekretariat.

”Særligt i forhold til klubberne kunne man forestille sig en mere differentieret indsats på tværs af byen, så tilbuddene i højere grad bliver tilrettelagt ud fra de lokale betingelser og behov,” nævner Jens Møller.
Læs hele rapporten på Det Boligsociale Fællessekretariats hjemmeside

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.