Mord, kidnapning og bandekriminalitet. Det er nogle alvorlige temaer som en gruppe bestående af syv mediefagselever på Langkær Gymnasium tager fat på i deres eksamensfilm Plan B. De syv elever kommer selv fra boligblokkene i Århus Vest, og det har blandt andet givet inspiration til filmen som er optaget i Bispehaven og Fjældevænget.

Filmen handler om en bande der kidnapper en dreng for at kræve løsepenge. Men som filmens titel ”Plan B” indikerer, er der intet der går som de havde regnet med.
En af eleverne bag filmen er 19-årige Rahmatullah Aseem, som er opvokset i Bispehaven i Hasle, og han siger om den barske historie:
”Budskabet i vores film er at alt har konsekvenser. Man kan altid komme til at fortryde hvad man har gjort, og derfor skal man tænke sig grundigt om og overveje sine handlinger inden man fører dem ud i livet.”
Glad for mediefag
Rahmatullah Aseem er glad for at han valgte mediefag. I løbet af året har han lært at holde styr på virkemidler, kameraføring og reallyd. Alt sammen er noget han har brugt i udarbejdelsen af den nye film som er gruppens anden produktion i år.
”Alting er faktisk blevet bedre i denne her film i forhold til den første vi lavede. Vi har kunnet bruge alle de ting vi har lært, og især lyden er blevet meget bedre,” forklarer han. ”Derudover har det været spændende at prøve at analysere nogle film, og man bliver faktisk bedre til at forstå dem når man kender til alle de virkemidler der bliver brugt.”
Han får derfor mere ud af de film han ser nu. Han har fået øjnene op for de symboler og budskaber der gemmer sig i filmene, og det synes han er en nyttig evne at have.
Filmfestival giver motivation
Fredag aften blev filmen vist på Langkær Gymnasiums filmfestival. Det er tredje år i træk at filmfestivalen afholdes, og det var oprindeligt mediefagslærer Jan Oxholm der fik idéen.
”Jeg synes eleverne skulle have mulighed for at vise deres film frem til venner og familie, og så var det helt oplagt at kombinere det med en prisuddeling ligesom ved de store filmfestivaler,” siger Jan Oxholm.
Amani Mustafa har også været med til at producere Plan B, og hun var spændt og forventningsfuld inden festivalen, som hun har inviteret sin familie med til. Hun synes filmfestivalen er en rigtig god idé, og den har betydet at gruppen har arbejdet endnu hårdere for at lave en god film.
”Vi har brugt rigtig meget tid på at tænke over filmen og på at optage den og redigere den. Filmfestivalen har motiveret os til at arbejde ekstra hårdt, og jeg glæder mig til at vise filmen frem til mine forældre. De er stolte af at vi har arbejdet så godt sammen i gruppen,” siger Amani Mustafa. Hun er sikker på at deres film løber med minimum én pris ved aftenens prisuddeling. Plan B løb også af med publikumsprisen og prisen for bedste klipning.
Fakta

  • På Langkærs Filmfestival 2009 dystede 17 film fra seks forskellige mediefagshold om syv priser: Bedste Film, Bedste Idé, Bedste Kamera, Bedste Klipning, Bedste Lyd, Bedste Skuespil og Publikumsprisen.

  • Vinderfilmen præmieres med 1500 kr. og går videre til den Jysk-Fynske Filmfestival som bliver afholdt i Øst For Paradis i november 2009.

  • De bedste film bliver lagt ud på Langkær Gymnasiums Youtube-kanal som du finder på: https://www.youtube.com/user/LangkaerGymnasiumHF.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.