Mulighederne er mange, hvis man vil have lidt ekstra hjælp til lektierne. En af dem er lektiecafeen på Ungdomsskolen. Mange elever fra omkringliggende uddannelsessteder benytter sig flittigt af dette tilbud, som Søndervangskolen yder. Det er ikke kun hjælpen fra et højtuddannet personale, der tillokker disse unge studerende, men det sociale og samværet med andre unge spiller også en meget stor rolle.
Uddannede fagfolk som lektiehjælper
For at finde ud af, hvad lektiecaféen på Søndervangskolen har at byde på, taler vi med den 28-årige Sofia Suleman, som er en af de tre undervisere på Ungdomsskolens lektiecafé. Suleman er fra Indien og er færdiguddannet som Cand. Ling. Merc. Sofia underviser i tysk og dansk, mens Iman Rachid Eljachi og Danny Treacher underviser i henholdsvis dansk/matematik og engelsk/matematik.
Hvem er brugerne af lektiecaféen?
”Det er primært unge studerende af anden etnisk herkomst end dansk fra de omkringliggende gymnasier og handelsskoler, der benytter sig af Ungdomsskolens lektiecafé.”
Selvom over halvdelen af Søndervangskolens børn har anden etnisk baggrund end dansk, så er det ifølge Suleman ikke elever fra skolen, der bruger lektiecafeen.
”Søndervangskolen er i sig selv en heldagsskole, hvor lektiehjælp er inkluderet i skoletiden, derfor har eleverne ikke behov for yderligere hjælp udefra," siger Sofia og understreger dog, at alle er velkomne, så længe de har lyst og behov.
Kommunikation er nøglen
”Nogle af de børn, som søger hjælp hos os, har oftest problemer med at forstå problemstillingerne i deres opgaver. Fagligt er de ikke på samme niveau som deres jævnaldrende danske klassekammerater,” mener Suleman og fortsætter: ”årsagen kan være manglende sproglig stimulation hjemmefra. Kommunikationen i mange tosprogede hjem er simpelthen ikke godt nok, der foregår ikke nok diskussioner og samtaler mellem forældre og børn.”
Som løsning på dette foreslår Sofia, at man tilbyder en skole/hjem-vejleder til disse familier.
”Disse såkaldte vejledere kan hjælpe forældrene med at være mere aktive i deltagelse af deres børns hverdag og skoleliv,” siger Sofia.
En kæmpesucces
Synes du lektiehjælp skaber gode resultater?
”Ja da, mange unge elever fra folkeskolens afgangsklasser fik benyttet sig af vores hjælp og har i dag fået deres fremtidsønsker opfyldt,” siger Sofia begejstret og tilføjer: ”De fleste er endda kommet ind på prestigefyldte videregående uddannelser.”
”Man skal bare blive ved med at kæmpe, så skal man nok nå langt!” afslutter Suleman med et smil.