Læring, empowerment, teamspirit, orginalitet og ambition er nogle af de værdier, Søndervangskolen bygger på. Udvikling af eleverne til selvstændige, kompetente og myndige mennesker samt udvikling af elevernes faglige og sociale kompetencer er hovedmålet for skolen.
Søndervangskolen har taget nye midler i brug i bestræbelsen på at skabe Danmarks multikulturelle skole, hvor der sættes de højeste standarder for gruppen af tosprogede elever. Skolen har bl.a. fået et nyt logo samt et nyt slogan: ”Vi skaber fremtidens multikulturelle skole"
Borgerportalen besøger den pædagogiske leder Martin Bernhard på hans kontor i Søndervangskolen:
”Vores elever er ikke bare gennemsnitlige”
Hvad er jeres visioner for skolens fremtid?
”Vi vil skabe vindere i fremtidens globale verden! Søndervangskolens vision og værdier skal være det bærende element for al praksis i bestræbelserne på at udvikle en skole, som kan matche det behov, som fremtiden kommer til at byde på,” siger Bernhard. ”Søndervangskolens elever skal være vindere – og dette gælder i alle livets forhold.”
Søndervangskolen har hidtil været kendt for lave karaktergennemsnit og problemer med fagligt svage elever. Hvordan bliver det anderledes i fremtiden?
”Vores ambition er, at vores elever skal kunne matche enhver gennemsnitselev – og helst endda være endnu bedre – vores elever er nemlig ikke bare gennemsnitlige,” siger den forholdsvist nye leder. Ledelsen vil bl.a. arbejde målrettet på at give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem på deres videre uddannelse og giver dem lyst til at lære. ”Det vil vi bl.a. gøre i tæt samarbejde med forældrene, som er en vigtig ressouce i det enkelte barns hverdag,” siger Bernhard.
”Vi betragter forskelligheden som en nødvendig ressource”
Martin Bernhard har været ansat på Søndervangskolen siden november 08 og har siden arbejdet målrettet på at vende skolens udvikling til det positive. Om eleverne siger han bl.a.:
”Eleverne på Søndervangskolen har en fantastisk god indsigt i kulturelle forskelligheder. Mere end 85 % af eleverne er af anden etnisk baggrund end dansk, men vi betragter forskelligheden som en nødvendig ressource, der skal være med til at styrke udviklingen af børnenes faglige og sociale kompetencer,” siger den pædagogiske leder afslutningsvist.