Centralt i Oslo ligger et lejlighedskompleks med 42 lejligheder og en børnehave. Alle beboere er flygtninge og indvandrere, som bor seks måneder ad gangen – og så er de oftest klar til at blive integreret i det norske samfund, fordi de får effektiv botræning af ansatte medarbejdere.
Borgerportalen har besøgt bocentret på en studietur sammen med 25 andre fra det boligsociale arbejde i Århus. Efter besøget var mange af de århusianske gæster enige om, at centret var noget af det mest spændende på den tre dage lange studietur.
Trappevask og lektiehjælp
Beboerne i centret lærer helt praktiske forholdsregler ved at bo i det norske samfund: Hvordan fungerer man sammen med naboer i en opgang? Regler for vaskekælder og for trappevask. Normer om adfærd. Norske omgangsformer er blot nogle af de regler og normer, de lærer om. Desuden lærer de om socialvæsen, politi, børneomsorg, og de kan få lektiehjælp eller blive kvalificeret til arbejdsmarkedet.
Når de flytter ud i bydelene efter det halve år, får familierne opfølgning fra medarbejderne i botræningscentret.
”Konceptet er let at kopiere, men jeg har ikke set det i andre lande end Norge,” siger lederen af Schwensensgate Bosenter, Sven Persson, til Borgerportalen.
Oslo Kommunes udgifter er ca. 10 mio. kroner om året, men Sven Persson er helt klar i mælet, når vi spørger, om ”det kan betale sig”:
”Ja, vores center sparer Oslo Kommune for rigtig mange penge, fordi botræningen har en positiv effekt på integrationen.”
Bør laves i Århus
Jens Møller, leder af Det Boligsociale Fællessekretariat, var med på studieturen, og han var begejstret:
”Det er noget, som vi godt kunne overveje her i Århus, og det kunne være spændende at tage en drøftelse om det boligforeningerne imellem. Hvordan sikrer vi, at alle beboere har forudsætningerne for at indgå i det fællesskab, som er en helt naturlig del af et alment boligområde?”.