De fleste vil gerne af med deres affald, men hvem vil betale det dobbelte eller mere for det? Formentlig ingen! Ikke desto mindre er det virkeligheden i Trillegården. Grunden er den ganske enkle, at affaldet skal sorteres rigtigt, før der er penge i skidtet.

Ned i sækken
Sorte sække med usorteret affald. Når der rigtigt skal ryddes op, køber man ruller med plasticsække i rå mængder og så går det derud af – eller rettere ned i sækken med aflagt tøj, udtrådte sko, flasker, gamle klude, glas, plastic- og flamenco-embalage, aviser, reklamer, konservedåser. Alt ned i samme sæk. Hvis man er "flink", slæber man det hele den lange vej ned på affaldspladsen, men sorte sække har det også med at hobe sig op ved affaldsøerne.

Den dyre blå container
Så har man betalt for bortskaffelse af en væsentlig del af affaldet to gange, mener John Johansen, der er varmemester i Trillegården. Sammen med sine kolleger skal han bruge, hvad der svarer til arbejdstiden for en mand hver dag for at håndtere affald. At åbne sækkene og sortere affaldet rigtigt er en helt uoverkommelig opgave. Nødløsningen er imidlertid dyr.

"Sådan som jeg ser på det, betaler man for affaldet to gange. De sorte sække, der ikke er sorteret, ryger i den store blå container med brandbart affald. Den må vi må tømme alt for ofte. Afregningen sker pr. kilo, og det koster rigtig mange penge hver gang," siger John Johansen.

Tunge reklamer og aviser
I det regnskab vejer aviser og reklamer godt til. Dem bør man derfor i stedet anbringe, hvor de hører hjemme. Ind i papircontainerens smalle sprække med gamle nyheder og udsolgte tilbud. Der sker afregningen på en anden måde, og det er ikke nær så dyrt. Færre tømninger af den blå container betyder lavere renovations-udgifter. Sidste år brugte Trillegården 135.239,16 kr. posteret som øvrige udgifter til renholdelse.