Studerende er i Gellerup for at møde mennesker i virkelighedens verden frem for at beskæftige sig med mennesker som problemer.
Det forklarer lektor Gordon Vicenti fra socialrådgiveruddannelsen. Sammen med Marianne Leth fra læreruddannelsen og Claus Iversen fra pædagoguddannelsen har Gordon Vicenti arrangeret en tværfaglig projektuge for studerende fra uddannelserne. Projektugen har et visionært fokus på Gellerupområdet.
På jagt i Gellerup efter muligheder i stedet for problemer
"Det er vigtigt for os, at de studerende med egne øjne ser det lokalsamfund og den virkelighed, de beskæftiger sig med," fortsætter Gordon Vicenti, "og derfor bruger vi en dag på i mindre grupper at gå rundt i området for at se det selv og tale med folk."
Besøgsdagen starter i City Vest. Derfra zigzagger de studerende gennem Gellerupparken til Bazar Vest. Undervejs skal de opleve de fysiske omgivelser og fornemme, hvad der foregår. De taler med børn og voksne for at møde mennesker som mennesker og ikke som problemer. De færdes i området og taler med beboere uden at lede efter problemer, men for at finde positive muligheder.
Nye billeder ved møde med mennesker
Gordon Vicenti forventer, at metoden får de studerende til at danne nye billeder, som de ikke havde før. Og som ikke svarer til de negative forestillinger, der klæber til Gellerup-navnet. "Det giver en helt anden oplevelse at møde og tale med mennesker end at iagttage dem udefra," lyder det med overbevisning fra Gordon Vicenti.
Ud over beboere på turen gennem Gellerupparken møder de studerende foredragsholdere med lokalkendskab, der kommer med andet end faglige vinkler på problemer og muligheder. Det sker også på stedet, idet undervisningen er forlagt til Tousgårdsladen i Gellerup.
Egen faglighed og andre faglighed
De studerende samarbejder i tværfaglige grupper. "Indtryk og oplevelser skal bruges i tværfagligt samarbejde mellem de studerende," understreger Gordon Vicenti: "Vi skal ikke kun se med egne øjne og egen faglighed, men også med de andres øjne og de andres faglighed."
Endnu en gang pointerer Gordon Vicenti, at de studerende også i det faglige arbejde med deres iagttagelser skal arbejde med muligheder frem for problemer: "Hvad kan på fagligt grundlag gøres bedre."
Aarhusvest.dk som undervisnignmateriale
Undervisningsmaterialet til projektugen er forskellige websites, og herunder Aarhusvest.dk, som dermed, så vidt vides, for første gang er baggrundsmateriale i undervisning.  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.