HVIS byrådet vælger at nedlægge Socialcenter Vest, som det fungerer i dag, og centraliserer ledelsen i socialforvaltningen, så vil det ske hen over hovedet på de, der arbejder med den sociale indsats i Gellerup og Toveshøj i dag. For de, der sidder begravet i miljøet, advarer stærkt imod konsekvenserne.
Samvirket – som er et fælles forum for professionelle og ildsjæle i Vestbyen – har netop afleveret et høringssvar til Århus Kommune, og svaret udtrykker "betydelig bekymring". Svaret slutter med "på det skarpeste at udtrykke forbehold mod indstillingen."
Forbeholdet er altså ikke en direkte fordømmelse, og det kan skyldes, at konsekvenserne af en centraliseret struktur er uhyre svære at forudsige.
Samvirket skriver blandt andet:
"Forslaget (…) har vakt betydelig bekymring for vores muligheder for at fortsætte den positive udvikling, der sker i området.  Vi kan konstatere, at vores samarbejde i Samvirket virker, senest med de nyligt offentliggjorte kriminalitetstal, som viser, at vi ikke blot har knækket den negative kurve, men også har vist, hvordan man via samarbejde kan opnå synlige resultater i udsatte boligområder.

I Samvirket kan vi ikke gennemskue den nye struktur. Selvom det går godt, er Gellerup endnu et sårbart område, og der skal ikke meget til at vælte læsset."
Endnu en negativ oplevelse
Videre i høringssvaret:
"Der tales hele tiden om forandringer i Gellerupparken – ikke mindst i forbindelse med helhedsplanen – men beboernes oplevelser med forandring hidtil har været præget af lukninger af fx posthus, bank, folkeskole og indkøbsmuligheder (Shell og Netto).  Lukningen af Socialcenter Vest ville kun være endnu en post på denne konto og betyde en negativ oplevelse hos beboerne."

Samvirket har en række konkrete bekymringer for Gellerup-området, hvis den nye organisering gennemtrumfes:

"Gellerup er Gellerup – og man kan ikke kopiere indsatser herfra direkte til andre områder eller omvendt. Det, som virker her, er baseret på de faste faciliteter i hverdagen; på personerne, netværket, nærkontakten og indsigten i det daglige.  Denne struktur og erfaring er opbygget over en årrække og har vist sig at være yderst effektiv. Men den er også sårbar, og vi er dybt bekymrede for, om man kan garantere, at den nye model ikke vil ødelægge det, vi her har bygget op."

Samvirket understreger, at de konkrete erfaringer har vist, at det er den hurtige indgriben og effektive sagsbehandling, der har skabt den uvurderlige sammenhængskraft, der pt. eksisterer.
"Vi tror ikke på, at det nye system kan leve op til dette. Den daglige ydelse i lokalsamfundet, som påvirker den enkelte borger er altafgørende – og det kræver en konstant lokal og altid nærværende indsats, med overblik, indgående kendskab og handlekraft."
Samvirkets konklusion lyder:
"Et bydækkende center vil kun forringe – og måske endda direkte true – den effektive indsats, som i dag eksisterer i Gellerup-området.
Behovet for hurtige beslutninger og korte kompetenceveje er alfa og omega, og vi ser ikke, hvordan disse sikres i den nye model. Vejen mellem myndighed og udførelse vil derimod bliver længere."
Opbakning fra flere
Høringssvaret fra Samvirket er blevet læst af Gellerup Fællesråd og afdelingsbestyrelsen for Gellerupparken, og disse har skrevet til Århus Kommune, at de bakker Samvirket op i sine bekymringer.
Fakta:
Samvirket er et mødeforum for frivillige og offentlige personer i Gellerupområdet, der repræsenterer klubber og idrætsforeninger, kulturelle foreninger, GLOBUS1, skoler, biblioteket, Folkeinformation, kirken, de lokale moskeer, fællesrådet, nærpolitiet, social- og beskæftigelsesforvaltningen, ildsjæle, boligforeningen samt afdelingsbestyrelserne i Gellerup og på Toveshøj. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.