"De ældres mad skal på byrådets dagsorden!"
Svaret kommer prompte fra den genvalgte formand for Ældrebrugerrådet i Hasle Ena Jarland på spørgsmålet, hvad det nye byråd skal sætte på dagsordenen for ældreområdet efter byrådsvalget den 17. november.
Åbne lokalcentercafeer i weekender
"Vi ved, hvad maden betyder for sundhedsfremme og forebyggelse. Derfor er det helt forkert, at lokalcentre af økonomiske grunde tvinges til at lukke cafeer i weekender og begrænse åbningstider. Og det er ikke en realistisk løsning at give de ældre frostmad i stedet. Dels frister det ikke ældre til at spise, og dels glemmer nogle ældre at tø maden op. Og hvis der skal personale ud for at sikre, at ældre får et måltid også i weekender, hvor er så besparelsen?" Der er engagement bag Ena Jarlands krav til det nye byråd.
Ena Jarland tror heller ikke på reelle besparelser ved centralisering af madproduktionen. "Den varme mad produceres på Lokalcenter Toftegården og transporteres herfra til Lokalcenter Hasle. Og den kolde mad produceres på Lokalcenter Hasle og transporteres den modsatte vej. Det kan give besparelser på køkkenpersonale, men det giver da øgede kørselsudgifter."
Ikke penge nok til mad
"Jeg ser ældre ægtepar købe en portion mad med hjem. Og jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at det kan skyldes, at der med en folkepension simpelthen ikke er penge til to portioner." Der er vrede i Ena Jarlands stemme. Hun fortsætter: "Det koster over 1000 kr. om måneden for blot et hovedmåltid om dagen, og det sluger hele det kostbudget, der kan afsættes af en folkepension. Jeg kan garantere for, at det ikke er de rige pensionister med mere end folkepensionen, der bor flest af i Hasle."
Forslag: Byrådet klarer maden, så klarer vi det sjove
Ena Jarland kunne også ønske sig flere penge til hygge, arrangementer og det, hun kalder ’det sjove’. Men på det punkt er hun parat til at indgå en handel med det nye byråd: "Hvis I finder pengene til cafeer og sørger for bedre vilkår med mad for de ældre, så skal vi nok i Brugerrådet klare det sjove. Vi kan stadig møde velvillige sponsorer, og vi har gæve frivillige at trække på. "
Husk lige julemarked
Borgerjournalisten får et udtrykkeligt pålæg om at skrive, at Lokalcenter Hasle holder julemarked den 28. november kl. 9.30 – 14. Formålet er at skaffe penge til musik, fester og arrangementer. Men Ena Jarland understreger, at julemarkedet i sig selv skam også er for sjov.