Nu er det ikke længere forbeholdt de voksne borgerjournalister at skrive om helhedsplanen. De har nemlig fået tilslutning fra de unge borgerjournalister fra Tovshøjskolen og Søndervangsskolen.
I alt er ca. 17 unge fra de to skoler i fuld gang med at uddanne sig til borgerjournalister samtidig med, at de producerer artikler og leverer andet indhold til deres webportal. I den forbindelse har Viby syd portalen talt med Lene Arentsen, som er tovholder på projektet ”Unge borgerjournalister” .
Få de unge til at tage ansvar for deres område
Hvad handler projektet om?
”Projektet handler om at uddanne børn og unge til at være borgerjournalister. Der er nogle eksisterende borgerportaler, men de tiltaler ikke de unge – der er det voksne, der skriver til voksne – derfor tænkte vi, at det kunne være spændende at aktivere børnene og få dem til at tage ansvar for deres område og skrive om planerne for området,” siger Lene og fortsætter:
”De unge borgerjournalister skal lære at skrive artikler på deres eget sprog, men de skal også tænke formidling lidt mere bredt. Dvs., de skal skrive artikler, lave videoklip, tage billeder og tegne. De skal tænke formidling med de kompetencer, de har, og de skal målrette formidlingen til deres målgruppe.”
Brug for penge, hvis projektet skal køre videre
Hvor længe skal projektet køre?
”Lige nu har vi fået penge af integrationsministeriet til et halvt år. Men vi er i gang med at søge om flere penge for, at projektet kan køre videre. Indtil nu har vi fået penge til at formidle helhedsplanen, men senere kan de unge måske formidle lokalhistorier,” fortæller Lene.
Hvor mange unge er ved at blive borgerjournalister?
”Lige nu er der ti piger på Tovshøjskolen og syv drenge på Søndervangsskolen. Det er helt tilfældigt, at det er blevet en pigeklasse og en drengeklasse. Fordelingen er blevet struktureret fra skolens side,” siger Lene
Måske som valgfra fra næste år
Kan alle børn deltage i projektet?
”Sådan tror jeg, det bliver næste år, at der skal det være som valgfag, som eleverne selv kan melde sig til. Fordi projektet har været et pilotprojekt, har det denne gang været skolen, der har fundet eleverne. På Tovshøjskolen er det klasselærerne, der har fundet ti elever, som de syntes kunne være egnede til projektet, og på Søndervangsskolen er det unge fra elevrådet,” forklarer Lene.
Håber de unge kan se en mening med det
Hvad håber I at få ud af projektet?
”Vi håber på, at eleverne synes, at det er sjovt, og at de kan se en mening med at fortælle om de gode historier fra området,” siger Lene.