Juniorjournalisterne fra Viby Syd mødte Chadi Abdul-Karim på hans sidste arbejdsdag med teatret Opgang 2. Chadi har boet i Gellerup og bor nu i Lystrup, men som professionel vender han snart tilbage til Gellerup som instruktør.
I løbet af efteråret har han turneret Danmark tynd med forestillingen ”I kærlighedens navn”. Men efter ti år på de skrå brædder har han nu valgt nye veje.
Hvordan kom du i gang med at lave teater?
”Jeg startede i 1999 i Opgang 2. Her var der en linie, hvor man bare kom ind fra gaden og lavede teater. I 2002 blev jeg så professionel skuespiller, og jeg kom med i Opgang 2’s teater-truppe.
Hvorfor ville du være skuespiller?
Jeg har en gang læst, at hvis man gør et menneske glad hver eneste dag, så har man i løbet af sit liv gjort 40.000 mennesker glade. Jeg synes, det er fedt, at jeg gennem skuespil kan gøre folk glade hver eneste dag. Det giver mening for mig at stå på en scene. Man er nødt til at tro på, at man kan ændre noget med det, man gør.
Er det fedt at være skuespiller?
Ja for det meste er det fedt, men det er også hårdt. Det er hårdt at køre fra det ene sted til det næste og pakke ned og pakke ud. Det er også hårdt, at ens følelser skal gå fra den ene ende af skalaen til den anden ende på ingen tid. Uanset hvordan jeg har det, så skal jeg sætte mig ind i min rolles følelser. Så selvom jeg er vildt glad, så skal jeg måske gå på scenen og være sur.
Tager du din personlighed med ind i teaterstykkerne?
Ja, på en måde. Man spiller ofte en karikatur, som man har lavet research på. Men jeg bruger også mig selv. F.eks. så spiller jeg en, der elsker fodbold, men i virkeligheden så hader jeg fodbold. Når jeg står på scenen og skal være en person, der elsker fodbold, så tænker jeg på Hip Hop i stedet, da det er noget, jeg selv elsker.
Hvordan er det at være indvandrer på scenen?
Jeg tænker ikke så tit på, at jeg er en indvandrer. Men jeg bliver da ofte mindet om det, og det er ikke på en negativ måde. Men jeg bliver jo mindet om det, fordi alle indvandrere griner, når jeg siger noget bestemt på arabisk.
Det kan godt være hårdt at være indvandrer i teaterverdenen. Da jeg skal tænke på at gøre alt ting ekstra godt, fordi jeg gør det på vegne af alle indvandrere. Når jeg gør noget, så tænker folk, at sådan gør alle arabere. Derfor får jeg også lyst til at kæmpe ti gange så meget, da jeg har en form for ansvar over for, hvordan folk ser på arabere.
Hvad vil du gerne have, at vi skal tænke efter at have set dig på scenen?
Når alt komme til alt, så vil jeg gerne vise andre indvandrere, at der er andre muligheder, end hvad alle andre mener, man skal lave. Der er mange døre, man kan åbne. Der er ikke mange udlændinge, der gør det. Jeg vil gerne vise, at man kan vælge en alternativ vej.
Hvad skal du lave nu, når du ikke skal lave mere teater?
I aften er min sidste aften med Opgang 2, så skal jeg ikke spille skuespil mere. Jeg skal i stedet instruere en teaterforestilling til Gellerupscenen om unge pigers liv. Det glæder jeg mig vildt meget til."
”Jeg startede i 1999 i Opgang 2. Her var der en linie, hvor man bare kom ind fra gaden og lavede teater. I 2002 blev jeg så professionel skuespiller, og jeg kom med i Opgang 2’s teater-truppe.
Hvorfor ville du være skuespiller?
Jeg har en gang læst, at hvis man gør et menneske glad hver eneste dag, så har man i løbet af sit liv gjort 40.000 mennesker glade. Jeg synes, det er fedt, at jeg gennem skuespil kan gøre folk glade hver eneste dag. Det giver mening for mig at stå på en scene. Man er nødt til at tro på, at man kan ændre noget med det, man gør.
Er det fedt at være skuespiller?
Ja for det meste er det fedt, men det er også hårdt. Det er hårdt at køre fra det ene sted til det næste og pakke ned og pakke ud. Det er også hårdt, at ens følelser skal gå fra den ene ende af skalaen til den anden ende på ingen tid. Uanset hvordan jeg har det, så skal jeg sætte mig ind i min rolles følelser. Så selvom jeg er vildt glad, så skal jeg måske gå på scenen og være sur.
Tager du din personlighed med ind i teaterstykkerne?
Ja, på en måde. Man spiller ofte en karikatur, som man har lavet research på. Men jeg bruger også mig selv. F.eks. så spiller jeg en, der elsker fodbold, men i virkeligheden så hader jeg fodbold. Når jeg står på scenen og skal være en person, der elsker fodbold, så tænker jeg på Hip Hop i stedet, da det er noget, jeg selv elsker.
Hvordan er det at være indvandrer på scenen?
Jeg tænker ikke så tit på, at jeg er en indvandrer. Men jeg bliver da ofte mindet om det, og det er ikke på en negativ måde. Men jeg bliver jo mindet om det, fordi alle indvandrere griner, når jeg siger noget bestemt på arabisk.
Det kan godt være hårdt at være indvandrer i teaterverdenen. Da jeg skal tænke på at gøre alt ting ekstra godt, fordi jeg gør det på vegne af alle indvandrere. Når jeg gør noget, så tænker folk, at sådan gør alle arabere. Derfor får jeg også lyst til at kæmpe ti gange så meget, da jeg har en form for ansvar over for, hvordan folk ser på arabere.
Hvad vil du gerne have, at vi skal tænke efter at have set dig på scenen?
Når alt komme til alt, så vil jeg gerne vise andre indvandrere, at der er andre muligheder, end hvad alle andre mener, man skal lave. Der er mange døre, man kan åbne. Der er ikke mange udlændinge, der gør det. Jeg vil gerne vise, at man kan vælge en alternativ vej.
Hvad skal du lave nu, når du ikke skal lave mere teater?
I aften er min sidste aften med Opgang 2, så skal jeg ikke spille skuespil mere. Jeg skal i stedet instruere en teaterforestilling til Gellerupscenen om unge pigers liv. Det glæder jeg mig vildt meget til."
