Den 2. august 2009 omtalte Aarhusvest.dk en bænk i Klokkerparken. Den havde været ødelagt så længe, at brændenælder havde gjort den til et varmt sæde, hvis bænken ikke lige var ubrugelig. Senere i august forsvandt brændenælderne. Og sidst i august stod blot to jernstolper tilbage: Ventede de på at blive fjernet som afslutning af historien? Eller var de en stædig fastholdelse af, at her bør en bænk at stå?
Ny bænk på plads!
Svaret er givet: Jernstolperne i Klokkerparken er forsvundet. Men for at give plads for en ny bænk, der i sin rustikke og solide trækonstruktion er smukkere end den gamle. Der skulle åbenbart en parkudviklingsplan til for at skabe en lykkelig udgang på historien.
Parkudviklingsplan
Parkudviklingsplanen for Hasle er udarbejdet af Kommunens forvaltning for natur og miljø. Planen er blevet til i et positivt og konstruktivt samarbejde med Hasle Fællesråd og aktive borgere i Hasle. Ud over Klokkerparken foreslår parkudviklingsplanen forbedringer for Ryparken, Bispeparken og Præstevangsparken.
Forbedringer i Klokkerparken
I Klokkerparken er opsat nye bænke. En legeplads mod Klokkervej er forbedret, og legepladsen er gjort synlig ved fjernelse af uhensigtsmæssig bevoksning. I det hele taget åbner parkudviklingsplanen for udtynding og fornyelse af beplantning i Klokkerparken. Der er udsigt til bedre indretning af legemuligheder for lidt større børn mod Ryhavevej.
Hasle Fællesråd har formået Kommunens forvaltning for vand og spildevand til at genoplive en skøjtebane ved Klokkervej med tiltrængt renovering.
Skiltning eller tømning?
Parkudviklingsplanen efterlyser bedre skiltning til hundeejere. Det kræver ikke mange besøg i Klokkerparken for at konstatere, at parken er et populært mål for luftning af hunde. Men hundeejere er, med eller uden skiltning, flinke til at samle efterladenskaber fra menneskets bedste venner i dertil egnede plastposer. Og et besøg i en sneklædt Klokkerpark midt i januar tyder på, at der mere er behov for bedre tømning af affaldsbeholder i parken, som flyder over med bl.a. masser af plastposer med omhyggeligt bundne knuder.