”85.000 århusianere kan ikke tage fejl”. Folderens sætning sad alle byrådspolitikere og faldt i staver over, da de deltog i årets første byrådsmøde. Vil de 85.000 mon have en ny madpakkeordning? Eller mener de, at AGF topper i superligaen?
Måske nok, men det, som 85.000 århusianere er fælles om, er at bo i almen bolig i Århus – og nyde de fordele og det fællesskab, som det også giver.
Eller er det en ghetto, de bor i? Med bilafbrændinger hver aften og utilpassede unge til morgenmad?
Det første! mener Det Boligsociale Fællessekretariat. Men her har man en mistanke om, at byrådspolitikerne ikke kender nok til forholdene, og derfor lå der inde i folderen en invitation til at besøge et at de udsatte boligområder og en inviation til at spise frokost med lederen af fællessekretariatet, Jens Møller. Han siger:
Slap for uro i 2009
”I boligorganisationerne har vi nok ikke gjort tilstrækkeligt opmærksom på den indsats, som de 30-40 boligsociale medarbejdere i boligforeningerne udfører – eller på de problemer, der fortsat er i udsatte boligområder. Man kan for eksempel tænke over det, at i 2009 var der stort set ingen uro i boligområderne – det kunne jo godt hænge sammen med den store boligsociale indsats, der udføres. Den vil vi gerne vise frem til politikerne.”
Jens Møller har allerede fået respons fra en af politikerne, der vil mødes med ham over en frokost og derefter tage en arbejdsdag sammen med en boligsocial medarbejder.
T-shirt vækker appetitten
I velkomstpakken til byrådspolitikerne lå også en sort t-shirt med teksten ”Jeg er også århusianer”. Men tanken bag denne tekst bliver ikke afsløret lige nu, siger Jens Møller:
”De fik t-shirten sammen med de øvrige ting, men vi afslører først til foråret, hvad der ligger i kampagnen. Det er bare en appetitvækker, de har fået.”