I et halvtomt tidligere lærerværelse på Nordgårdskolen møder Aarhusvest.dk en travl Per Thomsen, der 1. november tiltrådte som leder af Foreningernes Hus, som er under indretning i 1081 m2 af den tidligere folkeskole.
Allerede travlhed for leder af Foreningernes Hus
Per Thomsen er ansat af Brabrand Boligforening, men deltager i et samarbejde, som også omfatter Århus Kommune og Samvirket for Gellerupparken og Toveshøj. Afklaring af samarbejdsrelationer er en af Per Thomsens aktuelle arbejdsopgaver.
Desuden er opbygning af relationer til det lokale foreningsliv, de boligsociale aktører og andre samarbejdspartnere en væsentlig del af Per Thomsens arbejde forud for den endelige indretning af Foreningernes Hus. Også alle de praktiske forhold omkring klargøring af huset og installationer fylder i den nye leders kalender.
Temadag for foreninger den 30 januar
Alle foreninger i lokalområdet er indbudt til temadag 30 januar. Her vil Per Thomsen fortælle om huset og dets muligheder, men det afgørende formål for Per Thomsen er at lytte til ønsker, forslag og ideer fra foreningerne. "Det er temadagen og det, jeg hører fra mine kontakter med foreningerne, der skal danne grundlaget for indretning af huset," fortæller Per Thomsen. Han oplyser, at temadagen alene er for foreninger, men skulle der være en forening, som ikke har modtaget invitation til temadagen, er den forening også velkommen.
Foreningernes Hus åbner i løbet af foråret
Efter temadagen planlægges den endelige indretning af huset, og Per Thomsen forventer, at Foreningernes Hus åbner i løbet af foråret.
Foreningernes Hus er gjort muligt af en projektbevilling fra Landsbyggefonden. Det rækker til sommeren 2014. Til den tid skal Foreningernes Hus have gjort sig fortjent til anden finansiering. For Per Thomsen er succeskriteriet, at foreninger tager huset i brug, og at huset gør en forskel for beboerne i området.
– men betjener allerede nu foreninger
Foreningernes Hus er allerede i gang, selv om det meste af indretningen af lokalerne mangler. Per Thomsen er til rådighed for foreninger, som har akut behov for hjælp. Foreninger er velkomne til at kontakte på tlf. 61221746. Fritidspatruljen med Gordon Roberts er rykket ind i Foreningernes Hus. Ud over Per Thomsen og Gordon Roberts er Foreningernes Hus bemandet af Pia Bach Jacobsen som halvtids sekretær.
Ud over Foreningernes Hus har Familieskolen fået husly på Nordgårdskolen. Per Thomsen håber, at der snart kommer aktiviteter i den sidste tredjedel af Nordgårdskolen, så Foreningernes Hus ikke har tomme lokaler som nabo.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.