Sammen med en arkitektstuderende har ti juniorjournalister fra Tovshøjskolen bygget modeller af de ting, som de drømmer om, der skal ligge i Gellerup og Tovshøj.
Juniorjournalisterne har lært om helhedsplanen for området, og med udstillingen kan de forhåbentlig præge beslutningstagerne bag helhedsplanen i en retning, der tilgodeser de unge.
Se flere billeder af udstillingen på www.westcity.dk
Værsgo: et attraktivt Gellerup
Et hotel, en café, en biograf, en børnehave – juniorjournalisterne har mange forskellige bud på, hvad der skal gøre deres område fedt:
”Vi mangler cykelstier ved siden af vejene, så der vil komme flere cyklister herud. Jeg synes, det er synd, at cyklisterne skal cykle på vejen, for det er farligt,” skriver Hatice fra 9. klasse
Duaa fra samme klasse har et andet forslag: ”Gellerup og Toveshøj mangler en graffitivæg, hvor det er lovligt at male graffiti, så kan det nemlig være, at de ikke maler på andre vægge og andre ting,”
Helhedsplanen gir Gellerup lys fremtid
Helle Hansen, som er afdelingsformand i Gellerupparken, besøgte juniorjournalisterne og fortalte dem, om den fremtid Gellerup går i møde.
Trods deres umiddelbare rektion: ”Det sker jo først, når vi er 30 år,” fangede hun deres interesse for de fremtidige forandringer. I deres udstillingen på Gellerup Bibliotek kan du derfor også læse de unges meninger om helhedsplanen:
”Målet er, at alle folk, der bor i Gellerup, skal ha et rigtig godt sted at bo. Jeg tror, helhedsplanen for Gellerup kan gøre det til et bedre sted at bo. Jeg tror, at folk i Gellerup vil behandle området bedre, hvis det bliver flottere,” skriver Nadine fra 8. Klasse.
Duaa fra 9. Klasse er også glad for de forandringer, der venter i Gellerup: ”Lige nu synes jeg, Gellerup og Toveshøj er lidt kedelig, fordi der ikke er så meget at lave herude. Jeg synes, her mangler nogle gode steder, hvor man kan være, og hvor man kan blive underholdt.”
Bliv inspireret – besøg udstillingen
Udstillingen vil være på Gellerup biblioteket hele januarmåned. Så hvis du har en ledig stund i denne kolde vintertid, er et forslag, at slå et smut forbi biblioteket.
Du vil helt sikkert blive inspireret til selv at tage stilling til, hvordan din fremtidige bydel skal se ud.