"Alle parker lider under, at der er skåret ned på kommunale udgifter til drift."
Det mener formanden for Hasle Fællesråd Ole Hejgaard Sørensen, som alligevel glæder sig over parkudviklingsplanen for Hasleområdet: "Selv når der ikke er så meget at gøre godt med, er det vigtigt, at der prioriteres for at opnå mest muligt til gavn for parkernes brugere. Og parkudviklingsplanen er netop blevet til i samarbejde med Hasle Fællesråd og mange forskellige lokale brugergrupper."
Parkudviklingsplan med borgerinddragelse
Ole Hejgaard Sørensen er meget tilfreds med den positive måde, hvorpå borgerne i Hasle har været med til at pege på behov for forbedringer af parkerne: "Vi har langt fra fået opfyldt de mange ønsker fra borgerinddragelsen, men kommunens forvaltning for natur og miljø har været lydhør over for de forslag fra os borgere, der kan gennemføres inden for de økonomiske rammer, der nu en gang er."
Tre parker i Hasle nyder godt af samarbejdet om en parkudviklingsplan for området. Forbedringer i Ryparken og i Klokkerparken er tidligere omtalt på Aarhusvest.dk.
Forbedringer i Præstevangen
Den tredje park er Præstevangen, hvor Ole Hejgaard Sørensen viser portalen rundt og udpeger forbedringer.
"Efter min mening er Præstevangen et ideelt parkanlæg. Parken fremstår som et grønt rum, tilpas aflukket til alle sider, og den opleves som et dejligt frirum i et boligområde," siger Ole Hejgaard Sørensen.
Ole Hejgaard Sørensen fortæller, at parkens attraktive legeområde stammer fra en renovering allerede i 2008. Præstevangen bruges ikke mindst af børn til leg og som udflugtsmål for dagplejemødre. Nyt er anlæg af en bålplads, som har været et ønske fra arbejdet med parkudviklingsplanen.
Oprydning i bevoksning ved parkens regnvandsbassin er forestående. Ole Hejgaard Sørensen peger på røde markeringer på planter, der lægger an til at gøre denne del af parken mindre kedelig og mere tryg. Der er udsigt til beskæring af randbevoksninger og vildtvoksende rosenbuske. Og ikke mindst glæder Ole Hejgaard Sørensen sig over, at kommende beplantning vil skjule et uskønt garageanlæg.
Parkudviklingsplan bør danne skole
"Hasleområdet er et af de tre lokalområder i Århus, hvor der er gennemført et arbejde med parkudviklingsplan som pilotprojekter. Jeg kan varmt anbefale, at parkudviklingsplaner med borgerinddragelse bliver en model for både fremtiden og hele kommunen," slutter Ole Hejgaard Sørensen.