Som vi fortalte, blev der i natten til torsdag den 4. februar bortført syv drægtige får og en vædder fra Naturcenter Sølyst.
Historien fik dog en delvis lykkelig udgang, idet Centeret allerede om fredagen fik en opringning fra en beboer i Skibby, der dels havde hørt om sagen og dels havde set nogle "nye" får, der gik rundt på en mark i nærheden.
Folk fra Sølyst skyndte sig til stedet, men fandt ingen dyr. Da man vendte tilbage lørdag og genoptog eftersøgningen, lykkedes det at finde de fire af fårene samt vædderen i live og god behold. Øremærkerne var fjernet, men en landmand kender sine dyr også uden mærker, og dyrene kender deres landmand, så der var ingen tvivl om, at det var de rigtige dyr.
De blev hjembragt og går nu atter i de vante omgivelser.
For at forebygge en gentagelse af den kedelige hændelse, har man nu sat et ekstra el-hegn op omkring dyrenes område.
Hvad der er sket med de tre får, der aldrig nåede hjem, kan man kun gisne om, men det har troligt noget med kødgryder at gøre.