For at være en del af Børneby Ellekær skal et nyt klubbyggeri ligge på hjørnet af Ryhavevej/Rytoften og ikke ved Ellekærskolen. I øvrigt skal klubben bygges for en del af de midler, der er bevilget til Børneby Ellekær.
Det fremgår af en samtale med Michel Larsen, der er leder for klubber og ungdomsskoler i det område, som Bispehaven er en del af.
Samarbejde mellem klub og skole
Den nye klub forventes at være en realitet om et års tid. Ellekærskolen er med i arbejdet omkring udvikling af en ny form for klubtilbud. Og klubben skal fungere i et samarbejde med skolen. Bl.a. skal klubben muliggøre et miljøskifte for skoletrætte elever, som i en periode kan tilbydes undervisning og praktisk arbejde i klubben. Netop derfor er det vigtigt, at klubben ikke ligger klods op ad skolen. "Formålet er naturligvis at få eleven tilbage i klassen på skolen så hurtigt som muligt," understreger Michel Larsen.
Et midlertidigt ophold i klub frem for skole vil være omgærdet af tilsyn, læring og pædagogisk indsats.
Samarbejde mellem klub og legeplads
En anden væsentlig grund til at placere klubben på hjørnet af Ryhavevej/Rytoften er ifølge Michel Larsen, at der i forvejen ligger en legeplads med bl.a. dyrehold. Den legeplads henvender sig til børn og unge fra 5. klasse og op til 18 år.
"Vi ønsker en fusion mellem klub og legeplads," fortæller Michel Larsen, "og vi ønsker pædagogisk at kombinere de bedste ting fra klubtilbud og legepladstilbud på en helt ny måde. Det har til formål at udvikle de unge og at motivere og forberede de unge til uddannelse."
Samarbejde om at skabe ny klub
Michel Larsen vil inddrage de unge i tilblivelsen af klubben. Det skal give de unge ejerskab og medvirke til, at de passer på det, de får.
Men også de omkringboende vil blive inddraget. De unge skal ud at besøge naboer med løbesedler med invitation til besøg om klubarbejdet og med opfordring til at lægge deres bekymringer frem til drøftelse. "De unge skal selv være ambassadører for stedet, og de skal derigennem også lære at tage hensyn," lyder det fra Michel Larsen
De fleste skaber ikke problemer
Både Hasle Fællesråd og Afdelingsbestyrelsen for ungdomsboligerne på Rytoften har udtrykt bekymringer for gener. Fællesrådet frygter især støjgener og truende adfærd. Afdelingsbestyrelsen mener, der bliver hærværk, graffiti og risiko for tyverier.
Michel Larsen tror på værdien af at lære hinanden at kende: "Det er en lille gruppe unge, der skaber problemer i Bispehaven, men det er der sat kraftigt ind over for. Og det normale er, at også unge i Bispehaven er ganske almindelige unge, der gerne vil have en uddannelse og være gode samfundsborgere. De er ikke forfærdelige, selv om nogle af dem har det svært."
Og Michel Larsen har forventninger til, at inddragelse af de unge og samarbejde med beboere omkring den nye klub vil hindre problemer ved placeringen af klubben. "Opstår alligevel problemer, vil der straks blive taget fat på at få dem løst," forsikrer Michel Larsen.