Midttrafik vil føre en bus direkte fra Åbyhøj ind i Gellerup – og på borgermødet forleden kom en Åbyhøjborger med endnu et forslag, der skal forbinde Gellerup på en smart måde med omverdenen: en bro over Åby Ringvej.
Broen har opbakning fra rigtig mange kræfter i Åbyhøj, men mens bussen sandsynligvis realiseres, ligger det mere tungt med broen. Den blev nærmest væltet allerede i idefasen, da forslaget kom op på borgermødet forleden i Globus1.
Politikerne og Brabrand Boligforening talte ellers ikke om ret meget andet, end at Gellerup-Toveshøj skal åbne sig for omverdenen – ellers vil projektet være dødsdømt.
Så kom forslaget
Så kom forslaget fra en Åbyhøjborger, Andreas Bach Aen:
"Jeg er nabo til Gellerup, men boligområdet ligger afskåret på grund af ringvejen. Vi vil gerne benytte Globus1, og nogle af Gellerups børn går i skole i Åbyhøj. Derfor bør der bygges en bro over ringvejen, for vi tør ikke lade vore børn passere ringvejen," sagde han.
INGEN i panelet bed på dette forslag, bortset fra stadsarkitekt Gösta Knudsen, som dog vendte tommelfingeren ned:
"En bro er en mulighed, men den er dyr. Der findes andre måder at lave overskæringer på, som tilgodeser svage trafikanter," sagde han uden at uddybe dette nærmere.
Det viser sig, at forslaget fra Åbyhøj har bred dækning og bakkes op af skolebestyrelsen ved Gammelgårdsskolen og de fire dagtilbud i Åbyhøj.
Vent ikke på blodet på kørebanen
De har skrevet et høringssvar til helhedsplanen og begrundet broen med, at vejen i dag er "ideel til at indramme og fastfryse en ghetto." Det hedder om Globus1, at den virker som en magnet på folk udefra, og at multihallen har været med til at nedbryde skellet til Gellerup. Men vejen er en alvorlig forhindring.
"Den rigtige løsning er selvfølgelig at bygge en bro til Gellerup. Vent ikke på blodet på kørebanen, men forstærk den integration på tværs af ringvejen, der allerede er godt i gang," hedder det i høringssvaret.