Vejrudsigten for lørdag lover dårligt vejr, så det udendørs Gelleraps rykker indendøre. Fra Tovshøjskolens udendørsarealer til Globus1’s lune indendørsarealer.
Beslutningen er taget torsdag lige efter frokost, og rapcenterchef Henning Winther siger til borgerportalen, at arbejdet lige nu går på at flytte det meget store arrangement indendøre. Heldigvis var Globus1 ledigt på lørdag, så det bliver stedet.
Siden torsdag middag har arrangørerne knoklet på højtryk og har flyttet hele arrangementet indendøre.

Graffitivæggen flytter med
"Der er stadig Danmarks længste graffitivæg, streetbasket, streetsoccer, BMX-lir og streetdance. Der er stadig masser af koncerter med rapskolerne og de lokale helte. Det er stadig gratis," understreger Henning Winther.
Ifølge Gelleraps Facebookside er der 700 bekræftede gæster, så der bliver også travlt med at sprede nyheden om flytningen.
Transportmæssigt er Globus1 en nemmere løsning, idet bus 15, 10 og 12 går til døren.
Globus1 ligger på Gudrunsvej 3A.