I de næste uger vil et par ekstra kameraer og notesblokke bevæge sig ud og ind af blokkene i Gellerupparken og Toveshøj. Det er de tre journaliststuderende Tore Keller, Regitze Bryld og Thomas Gam Nielsen, der arbejder for deres nystartede hjemmeside www.voresgellerup.dk. Hjemmesiden er et eksamensprojekt for de tre, og håbet er at skabe debat og baggrund for folk i Gellerup og resten af Århus.
En stor del af indholdet har fokus på fremtidens Gellerup, som den bliver beskrevet i helhedsplanen, men hjemmesiden vil tage udgangspunkt i beboernes holdninger og meninger til fremtidens Gellerup. Derfor bliver der debat om en kommende moske og andre ideer, selvom det ikke står beskrevet i helhedsplanen.
Ros til Skræppen og portalen
Folkene bag Vores Gellerup er imponeret over mængden og kvaliteten af de historier, som både Skræppebladet og aarhusvest.dk leverer. Alligevel vil de gerne bidrage ved især at bruge TV på nettet som en ny måde at fortælle i historier på nettet til folk i Gellerup.
"Vores samlede bidrag er småt i forhold til det samlede mediebillede, men vi vil vise nye måde at formidle den mangfoldige debat, der er til stede i Gellerupparken og Toveshøj," siger Thomas Gam Nielsen fra Vores Gellerup.
På Gellerups præmisser
Folkene bag Vores Gellerup erkender, at ordet "Vores" kan virke lidt underligt, når de ikke en gang selv bor i området. Men Thomas Gam Nielsen fortæller, at det forhåbentlig vil vise beboerne, at journalistikken tager udgangspunkt i deres hverdag og holdning.
"Fremtidens journalister skal inddrage borgere og facilitere den fantastisk mængde viden, som befolkningen deler med hinanden på nettet. Med Vores Gellerup prøver vi at komme tæt på lokalområdet og bringe debatten videre på nettet," siger han.
Samtidig udtrykker navnet et håb om, at folk vil være med til at bruge hjemmesiden, kommentere på artiklerne og bidrage med nyt indhold. Snart vil folk kunne uploade materiale og stemme, om Gellerup skal have et nyt navn eller ej.
Succes på de sociale medier
Indtil nu har Vores Gellerup primært lagt deres historier ud på deres gruppe på Facebook, hvor godt 140 mennesker har fulgt i projektet. Samtidig har over 1.000 mennesker set en miniserie om rapskoleunderviseren Chadi Aldarbas og eleverne på Rapskolen Gellerup på Youtube.
"Vi er utrolig glade for, at mange unge har fulgt med indtil videre, og det viser os, at journalistik skal møde folk der, hvor de er på nettet," siger Thomas Gam Nielsen, der håber, at flere folk nu vil besøge hjemmesiden www.voresgellerup.dk.
Inden for de næste par dage vil der blandt andet komme en historie om aktive studerende, der bor i Gellerup og tager del i det frivillige arbejde, og et virtuelt kort af helhedsplanen er også på vej.