Endnu er Sansehaven i Gellerup stadig på drømmeplanet, men søndag den 6. juni kommer der lidt mere realitet bag de mange gode tanker, når folkene bag initiativet arrangerer happeningen ”Sansehaven spirer” på grunden, hvor sansehaven skal ligge.
Her er alle interesserede beboere meget velkomne til at komme forbi og prøve at fornemme, hvad Gellerup Sansehave kan blive til og høre nærmere om tankerne haven.
Sansehaven skal ligge på grunden i svinget på Gudrunsvej, hvor International Kvindeforening tidligere havde til huse. På spiredagen bliver der taget første spadestik til nogle af de haveafsnit, som sansehaven med tiden skal bestå af. Og der vil blive anlagt et par højbede, hvor der vil blive sået og plantet krydderurter og småblomster.
Workshop lagde planer
Forleden holdt baggrundsgruppen en workshop, hvor drømmene om sansehaven blev gjort konkrete, og der blev lagt en strategi for, hvordan haven med tiden kan blive til virkelighed.
Der er mange gode begrundelser for at skabe en sansehave i Gellerup: Området har mange voksne beboere, som er ramt af PSTD (posttraumatisk stressynndrom), og Gellerup Sansehaves formål er at skabe en rolig, velplejet oplevelseshave i et hjørne af Gellerup, hvor områdets voksne beboere skal kunne komme og finde ro.
Mulighed for at skabe et aktiveringssted
Grunden, som skal huse Sansehaven, er ca. en halv hektar jord med et stort vildtvoksende krat og en mindre skov. Og baggrundsgruppen håber i forbindelse med projektet også at kunne lave Sansehaven til et aktiveringssted for nogle af de beboere, som har sværest ved at komme ud på arbejdsmarkedet.
Yderligere oplysninger kan fås hos Samvirkesekretær Helle Hansen – mobil 2920 8978 – helhan@aarhus.dk