Da Livsværkstederne startede for 10 år siden, var drømmen at skabe et sted for ensomme og udsatte at være, uden at de skulle behandles eller forandres.
Drømmen fik tre fra forskellige institutioner i Gellerup til at tage initiativ til at udvide den sociale cafe Mandagsklubben i det daværende ’Naboskaberne’ til et værested med daglig åbningstid. De tre var Ove Abildgaard fra Naboskaberne, Jens Høgh fra det boligsociale arbejde i Gellerup og Jørgen Lasgaard fra Gellerup Kirke.
De tre tog kontakt til Bent Ulrikkeholm fra KFUM’s Sociale Arbejde med erfaring i den slags arbejde.
Initiativtagernes vision
Her 10 år efter mødes de fire til Livsværksstedernes fødselsdagsfest og fortæller om den gang.
"Det var vigtigt for os, at det nye tilbud fik et indhold på brugernes præmisser," beretter Jens Høgh
"Vi var ikke meget for at blive alt for konkrete," fortæller Ove Abildgaard, "vi ville gerne kunne lytte til brugerne og lade ting ske, uden at vi skulle styre som verdensmestre i det hele."
"Ja, og så skulle der være plads til forskellighed," tilføjer Jørgen Lasgaard.
Fra overraskelse til forbløffelse, og en sjov togtur
Samarbejdet fører til, at Bent Ulrikkeholm får strikket en ansøgning sammen til Socialministeriet. Derefter drager alle fire til møde i ministeriet. Til deres overraskelse er der ikke kun åbenhed i Ministeriet for en ansøgning, der bygger på drømme. Malende fortæller de nu 10 år efter om, at overraskelsen bliver afløst af forbløffelse, da de kan forlade mødet med flere penge til en treårig projektperiode, end de havde søgt om.
"Det var godt nok sjovt at køre i tog hjem til Århus," mindes Bent Ulrikkeholm. I toget opstår ideen om at kalde den cafe, de skal hjem at bygge op, for ’Vita’ – det latinske ord for liv.
‘Livsværkstederne’ bliver til
Det lykkes fra starten at få lokaler i City Vest, hvor Livsværkstederne stadig holder til.
Vi får også historien om, hvorfor navnet blev Livsværkstederne: Ove Abildgaard havde tidligere været husmand i Tousgårdsladen. Her hang som udsmykning et skilt med ordet ’Livsværksted’. Det skilt flyttes til lokalerne i City Vest, hvor det stadig hænger.
Det er blevet sagt om de fire pionerer, at de er ’fædre’ til Livsværksstederne. "Skal vi ikke hellere kalde dem faddere?" spørger præsten Jørgen Lasgaard, der mener, at faddere kan der godt være flere af. "Så kan vi jo kalde ham i Socialministeret med de ekstra rare penge for faren."
Fra puljemidler til bevilling
Pengene fra Socialministeriet var dog puljemidler, som kun rakte til de første tre år. Socialministeriet bidrager dog fortsat med 370.000 kr. om året. Nu finansieres Livsværkstederne primært af faste driftsmidler fra kommunen suppleret med aktiveringsstøtte fra Kommunen, salg fra køkken og midler fra skiftende projektbevillinger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.