Fredag var en stor dag for otte af de store elever på Tovshøjskolen. Selv om der hverken var bål eller brand i "ghettoen", kom Danmarks Radios sendevogn herud for at lave et indslag med skolens dygtige unge journalister.
Selvsamme dag fik journalisterne et diplom, underskrevet og udleveret af borgmester Nicolai Wammen. Og ikke nok med det: Wammen roste de unge for at gøre en stor indsats for Gellerup og Toveshøj, og han inviterede dem til at sidde i selve borgmesterstolen i byrådssalen.
TV-avisen så en god historie
Det hele blev optaget af TV-avisen, som kunne se en god historie i, at vi på borgerportalen har uddannet de otte drenge og piger til "journalister". Det har været en succes, og der er i høj grad blevet lagt mærke til de unges indsats, både på nettet og i det flotte WestCity-magasin.
TV-avisen tog derfor med journalisterne på arbejde i Bazar Vest og senere med ind på rådhuset, hvor borgmesteren skulle uddele diplomer for endt "uddannelse". Her sagde borgmesteren blandt andet:
Det var jer, der kom med ideen
"I kan være stolte over at have lavet en god indsats. I har fået indflydelse og sendt gode ideer til Helhedsplanen, og det var jer, der kom med ideen om, at man skulle kunne sms-e sit høringssvar til helhedsplanenen. Det havde vi ikke selv tænkt på. Jeg er stolt over at være jeres protektor og kunne skrive diplomer ud," sagde Wammen.
I byrådssalen sagde borgmesteren blandt andet til TV-avisens udsendte journalist:
"De unge journalister er med til at give området et løft og skabe et bedre Gellerup."
Du var god!
Da borgmesteren havde talt færdig til kameraet, fik han denne kommentar fra Lina Achwah, en af de unge skribenter:
"Du var god!"
Borgmesteren takkede og vendte hurtigt fokus igen til en slutbemærkning:
"Jeg håber, at I selv er klar over, hvor meget I betyder for området! Jeg håber også, at I vil blive ved med at være aktive i Gellerup."
Se TV-indslaget på DR Update.
www.westcity.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.