For et halvt års tid siden skrev jeg om kunst i det offentlige rum i Viby. Og selvfølgelig var der ting jeg overså – endda ret væsentlige og spændende værker – det råder jeg nu bod på. Jeg har i denne omgang fundet yderligere syv kunstværker og udsmykninger i Viby, så nu er 33 værker beskrevet.
Porten mellem nutid og fortid
Et par af de meget markante værker står ved Århus Købmandsskoles handelsgymnasium på Viemosevej. En kaldes ”Porten”. Det er en fritstående port, som symboliserer det at gå fra et til noget andet. Den ene søjle er oval og bærer nutidige symboler, den anden er rund og bærer historiske symboler, søjlerne forbindes med en bue i rustfrit stål. Den anden hedder ”Sind med bøjle”, den står og spejler sig i skolens indgangsparti.
Sten på ben
På Sønderhøj ved firmaet Hummels kontor finder man en sjov stankelben på vandretur, den hedder da også ”Sten på ben” og er lavet af Mads Peter Laursen, som udstillede den på Kunstnernes Påskeudstilling i 2006, hvor Hummel erhvervede den.
Spirer
Ved Århus Kommunes kontor for Trafik og Veje på Grøndalsvej 1 står Magnus Krogh Andersens ”Spirer”. Denne skulptur blev skabt til KFKs 100 års jubilæum i 1996, den blev givet som en gave fra ansatte i KFK.
Og andet kryb
Ved Vestergårdskolen finder man et spindelvæv, som er spundet – ikke af en kæmpeedderkop – men af elever under vejledning af en kunstkyndig lærer i forbindelse med en featureuge i 1989.
Klik her og se alle kunstværkerne og udsmykningerne i vores fototema