Hasle Bakker er ikke alene et varigt resultat af Urbanprogrammet i Vestbyen. Det er også et markant resultat med en sjælden grad af synlighed for alle og enhver.
På den anden side har Hasle Bakker en tilblivelseshistorie, der er typisk for den århusianske del af det europæiske Urbanprojekt, nemlig inddragelse af Vestbyens beboere for at kunne tage hensyn til borgernes ønsker og ideer til udformningen af landskabet.
Borgerinddragelse
Det var Århus Kommunes Naturforvaltning, der tog initiativet og søgte Urbanprogrammet om støtte. Men styregruppen for bakkeprojektet fik repræsentanter for de lokale fællesråd. Interesserede borger kunne give deres mening til kende ved en åben bakkevandring og en række borgermøder.
Bakkerne og Skjoldhøjkilen
Takket være bakkeprojektet blev en bunke med en million m3 overskudsjord fra anlægsarbejder i Jylland forvandlet til det grønne område på 16 hektar med tre bakker: Spiralen, Plateauet og Bjergkammen med det næsthøjeste punkt i Århus på 105 m over havets overflade og med udsigt over byen og bugten.
Forslaget til udformning af Hasle Bakker vandt en konkurrence udskrevet af Realdania-fonden om Bedre Byrum. Det gav en ekstra økonomisk støtte til realiseringen af projektet.
Indvielsen fandt sted i 2007, en begivenhed, der er omtalt på aarhusvest.dk.
Selve bakkerne er senere suppleret mod vest med Skjoldhøjkilen med ikke blot motions- og rekreative tilbud, men også med spændende nyskabelser til skolernes naturundervisning.
– men bygning til gode
Ikke alle drømme omkring bakkeprojektet er endnu nået frem til virkeligheden. Således står der i Urbanpublikationen (side 51): "Ved indgangen til bakkerne er det planen at etablere en større bygning, som skal være udgangspunkt for aktiviteterne i området." Bygningen skal indeholde klubhus, mødelokale, hvilested med cafe, badeafsnit og overnatningsmuligheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.