Der er planer om et mediehus i Gellerup. IndvandrerTV, Filmprojekt Gellerup, Skræppebladet og Borgerportalen Gellerup.nu er gået sammen om at arbejde for et mediehus. Derfor vil vi gerne høre din mening: Hvad kunne du tænke, at et mediehus i Gellere skal tilbyde? Du kan finde et spørgeskema her på siden (der er et link til sidst i artiklen).
Formålet er at lave en seriøs dækning af, hvad der rører sig i området, og have funktioner både indad-og udadtil. Det vil sige at være en medieinstans, som beboere i området kan få gavn af og tage del i. Samt at give et nyhedsbillede af Gellerup, der er skabt af kendere af området, som opvejning af de ofte meget negative historier om området, vi hører i de store medier.
Mediehuset skal være til gavn for beboerne; her kan de få en samlet nyhedsdækning fra området, som gør brug af forskellige kanaler: web, trykt journalistik, radio, tv. Som sådan er idéen meget lig den, der skabte Foreningernes Hus, som åbnede i sidste uge: At vi har brug for samling på de mange aktører og kræfter, der er så mange af i Gellerup.
Et åbent mediehus
Men det er også meningen, at mediehuset skal være et center for aktivitet i Gellerup – et sted, hvor alle er velkomne til at prøve kræfter med det, som interesserer dem: at skrive, at filme, at arbejde grafisk, m.m, mulighederne er mange!
Arbejdet med at etablere et mediehus skrider fint frem, men vi har stadig brug for flere ideer til at finde ud af, præcis hvad for et mediehus der er brug for. Derfor har vi brug for DIN hjælp!
Vi har lavet et spørgeskema, som vi håber, du vil svare på. Det vil være en stor hjælp for os, og du vil samtidig få mulighed for at være med til at præge mediehuset i den retning, du ønsker: Hvilke nyheder du gerne vil have flere af, hvad du selv kunne tænke at lave i mediehuset, og hvad du ellers har af forslag.
Svar på spørgeskemaet her: https://spreadsheets.google.com/embeddedform?formkey=dDNSU25DUy0taU9CamtQZTJldTFHT0E6MQ"
Vi håber, du har lyst til at hjælpe – og gøre os klogere på, hvilket mediehus der er brug for.
Med venlig hilsen,
Gellerup.nu