Det er stadig umuligt at forudsige, om beboerne stemmer ja eller nej til helhedsplan – men faktisk høres der nu flere positive end negative kommentarer fra beboerne.
Sådan var det også ved orienteringsmødet i Toveshøj, hvor mindst 50 beboere kom for at høre nyt om helhedsplanen, inden de skal stemme den 15. december.
Størst interesse var der blandt beboerne i den blok, der nu ser ud til at skulle omdannes til ældreboliger og seniorboliger, og om det kommende sundheds/beboerhus.
Ifølge afdelingsbestyrelsesmedlem Annett Sällsäter Christiansen kunne også de beboere, der ser ud til at skulle flytte fra deres blok om måske to år, se en fordel ved det. De så chancen til at få en bedre lejlighed, og nogle ville gerne have en anden lejlighed i Gellerup-Toveshøj, mens andre hørte om muligheden for at flytte til en anden boligforening. Det giver tryghedsgarantien også mulighed for.
Naboer vil flytte til samme opgang
Nogle beboere i blokken har nogle naboer, som de gerne vil dele opgang med fremover, og det er heller ikke umuligt. Det kræver, at man tager en snak med udlejningen på Brabrand Boligforening.
"Der var ingen sure miner, synes jeg. Folk havde fået tænkt over tingene,"siger Annett Sällsäter Christiansen efter mødet.
"Jeg stemmer selv ja, og jeg tror, at det bliver et ja fra beboerne i Toveshøj. Mange af de ældre vil nok også gerne bo i blokken, som skal omdannes til ældrevenlige boliger – de er jo trætte af at gå på trapper!"
Tryghedsgarantien
Se tryghedsgarantien (PDF 3 MB), som betyder, at ingen skal flytte fra området mod sin vilje – og at man får mindst en lige så god lejlighed som før.