Mahmoud og Iman Badr har boet på samme adresse på Bentesvej i over 20 år. Og her vil de ikke flytte fra.
”Jeg kan ikke forstå, at det er os der skal flytte,” siger Mahmoud Badr. De har boet samme sted i 20 år og opfostret 7 børn i den lejlighed, som de, hvis helhedsplanen bliver vedtaget, skal flytte fra.
Han sidder med en af pjecerne om helhedsplanen og forklarer vredt sine synspunkter. ”Dette er trusler,” siger han og giver eksemplet med, at der ingen moské kommer hvis man stemmer nej. Han mener, at mange ikke tør stemme nej, selvom de er imod pga. truslerne.
”Vi har altid opført os ordentligt og opdraget vores børn til at blive ordentlige borgere, så hvorfor er det os og ikke de kriminelle, som skal flytte,” spørger han med vrede i stemmen. De voksne børn er i gang med videregående uddannelser, og de mindre, der stadig bor hjemme, passer deres skole.
Bedre samarbejde Mahmoud Badr mener ikke der bliver samarbejdet godt nok mellem politiet, boligforeningen og kommunen med hensyn til behandlingen af kriminelle. Han har flere gange oplevet, at selv når nogle ballademagere er blevet identificeret og meldt til enten boligforeningen eller politiet, bliver der ofte ikke gjort noget ved det og de kriminelle bliver bare sendt hjem uden påtale.
”Hvis der bliver arbejdet bedre sammen, behøver vi ikke hele denne storslåede plan og bruge så mange penge på at bygge nyt, rive ned og flytte folk ud af deres hjem,” mener Maumoud Badr.
Mener der skal gøres noget
Mahmoud Badr mener, der skal gøres noget i området, men mener ikke at alle de ting de har fortalt om i forslaget er nødvendige. Det ville være dejligt med flere grønne områder og legepladser til hans børn og kommende børnebørn.
Han peger ud af vinduet og viser, hvor hans døtre i dag leger. Lige nedenfor blokken hvor de fra deres anden sals lejlighed kan kaste en flaske vand eller andet ned hvis børnene mangler noget mens de leger. Mahmoud og Imans søn bor i lejligheden lige ved siden af, og de vil gerne have at det bliver ved med at være sådan, så han kan komme og hjælpe, hvis forældrene skulle blive syge og hurtigt skal på sygehuset.
Ja til forbedringer, nej til nedrivninger Hvad vil de så stemme når de skal til afstemning om helhedsplanen? Mahmoud Badr kan simpelthen ikke stemme ja, fordi det betyder han skal flytte. Han ved godt, at de får garanti for, at de får samme slags lejlighed og de forbedringer de har lavet i lejligheden, kan blive overflyttet til den nye. Men nu har de boet det samme sted i 20 år og holder af stedet. Området er det mindst kriminelle område i Gellerupparken, så det er endnu en grund til, at nedrivninger og flytninger ikke giver mening.