Et stort rundt hus kan om få år være bygget op på et helt nyt torv i Toveshøj – kaldet Toves Torv. Huset får to funktioner: et sundhedshus, der drives af kommunen, og et beboerstyret hus.
Huset er en vigtig del af helhedsplanen, og pengene er allerede reserveret i Landsbyggefonden. Med beboernes tilslutning i den forløbne uge sker der det, at Brabrand Boligforening søger Landsbyggefonden om 349 mio. kr. i renoveringsstøtte. Heraf går 30 mio. kr. til et sundheds/aktivitetshus i Toveshøj og 70 mio. kr. til et beboerhus i Gellerup.
Arkitekterne har tegnet på et flot rundt hus på Toves Torv – et torv, der kommer til at ligge mellem Toveshøj og Bazar Vest, hvor der nu er træer.
Beboerhuset blev nævnt flere gange på beboermødet i Toveshøj som noget af det, der er savnet af beboerne. Beboerhuset Tousgårdsladen findes også, men det er dels en selvejende institution, og det er ikke stort nok til at opfylde behovet for beboernes aktiviteter, fortæller Troels Bo Knudsen fra afdelingsbestyrelsen. Aktivitetslokalerne er fuldt bookede.
Det nye aktivitetshus bliver altså et mix af offentlige og beboerstyrede aktiviteter. I den kommunale del tænkes der blandt andet på sundhedscafe, lægehus med mere. I beboernes del bliver der – ja, beboerstyrede aktiviteter.
Flere af Toveshøjs beboere hilste på beboermødet aktivitetshuset velkomment. En af de, det tog ordet, understregede dog, at beboerdelen og den kommunale del af huset ikke skal blandes ind i hinanden.
Det fik hun lovning på af Keld Albrechtsen, næstformand i Brabrand Boligforening og hovedforhandler om helhedsplanen:
"Jeg tror også, at funktionerne bliver adskilt, for det er faktisk også noget, som kommunen ønsker."
Huset vil blive bygget tæt på den boligblok i Toveshøj, som skal omdannes til senior- og ældreboliger, og derfor er det oplagt at have et sundhedscenter i nærheden.