Beboerne i Gellerupparken og Toveshøj skal sidst på måneden stemme igen om helhedsplanen. I december gjaldt det den principielle holdning til helhedsplanen, og allerede da fik beboerne at vide, at her i foråret er det nødvendigt med endnu en afstemning på beboermøder.
- Beboerne i Toveshøj stemmer 30. maj
- Beboerne i Gellerupparken stemmer 31. maj.
De to møder handler om detaljerne: hvordan bliver økonomien, hvordan ser tidsplanen ud, hvordan skrues tryghedsgarantien sammen osv.
Her i maj kommer der et særnummer af beboerbladet Skræppebladet, som er skrevet af "ad hoc-udvalget", boligforeningens nedsatte udvalg for helhedsplanen. Her kan beboerne i afdeling 4 og 5 læse det, som ikke var klarlagt til den første afstemning.
Måske mere end 349 mio. kr.
Det var i december fremme, at Landsbyggefonden har givet forhåndstilsagn om et støttet lån til renovering på 349 mio. kr. Afdelingerne skal nu udfylde et såkaldt Skema A for at få lånet udløst, og ifølge næstformanden i boligforeningen, Keld Albrechtsen, er der endda håb om, at beløbet kan blive større.
Skemaet skal beskrive de renoveringer, beboerne har sagt ja til i december:
- beboerhuse og sundhedshus
- ombygning til ældreboliger i Toveshøj
- ombygning til ungdomsboliger i Gellerupparken
- nedrivning af blokke
- renovering af lejligheder
Jordsalg er nødvendigt
Et springende punkt er jordsalget ud til Ringvejen. Både boligforeningen og hver af de to boligafdelingerne ejer jord, men Folketinget har endnu ikke tilladt, at penge fra jordsalget kan bruges direkte på helhedsplanen. Regeringen har fremsat lovforslag om det, og uanset hvilken farve regeringen har efter et valg, så ventes der et stort politisk flertal for forslaget.
Når loven som ventet vedtages, er dette dog ikke nok. Der skal også være købere til arealerne. Det føler boligforeningen sig dog overbevist om. Men jordsalget er også nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen.
I det seneste nummer af Skræppebladet gentager Keld Albrechtsen, hvad han efterhånden har garanteret en del gange:
Uanset hvad, så må huslejen ikke stige som følge af helhedsplanen. Den må godt stige som følge af almindelige prisstigninger mv., men ikke på grund af forbedringerne i helhedsplanen.
Der bliver også et huslejetab, når beboere i de nedrivningsdømte blokke benytter deres tryghedsgaranti og flytter i god tid inden nedrivningen.
"Dette tab skal betales af helhedsplanen, og det vil vi indgå en aftale med kommunen om. Desuden vil vi i planen skaffe så mange penge som muligt til vedligeholdelse, så vi kan være sikre på, at lejlighederne også kan udlejes i fremtiden," skriver Keld Albrechtsen.