På trods af et køligt og omskifteligt vejr er hundredevis af mennesker strømmet til Gellerup Kirkes P-plads for at deltage i Gellerups årlige sommerfest. Her har Nordisk Tivoli Park opstillet karuseller og boder, der særligt har tiltrukket områdets børnefamilier.
Gellerups sommerfest markerer afslutningen på Ramadanen, hvor mange muslimer har fastet. Festen strækker sig over to dage og er åben for alle.
En yngre kvinde, Fatima, der er til festen sammen med sin mand og datter, har været her tre år i træk.
”Jeg synes altid det er fedt, og børnene elsker det,” udtaler hun til gellerup.nu.
Næsten alle de adspurgte gæster til festen er gengangere, men en ældre herre, Peter, passerede bare tilfældigvis forbi og fik lyst til at se nærmere på festlighederne.
”Jeg har ikke tænkt mig at prøve forlystelserne, men nyder at se på de glade mennesker,” udtaler Peter.
Gang i grillfesten
Sommerfesten sluttede naturligvis med en stor grillfest. Den startede officielt torsdag kl. 17, og ved 18-tiden var der godt gang i aktiviteten omkring klubhusene i midten af Gellerupparken. Det var ikke kun grillen, der var gang i, børn og teenagere var allerede færdige med maden og spillede bold, løb på skateboards og kørte på scootere rundt i området.
To politibetjente dukkede også op for at checke op på arrangementet og snakkede smilende med de to grillmestre. Der var ingen problemer.
Stemningen var god, og folk hyggede sig både i pavillonområdet og under den åbne himmel. Ved 20-tiden sluttede arrangementet.