Allerede nu kan musikken høres på Tovshøjskolen. Aftalen med Århus Musikskole om El Sistema er i hus, hvilket betyder mere musikundervisning. Visionen er, at eleverne skal udvikle sig med musikken.
Kun to små måneder af skoleåret er gået, og alligevel kan Stephan Steengaard, socialpædagogisk leder ved Tovshøjskolen, mærke børnenes glæde.
”Når de ser deres musikunderviser, synger de ”Hip Hop Hurra…”, én af de sange de synger i musikundervisningen,” siger Stephan Steengaard.
Lige nu er det sangen, der fylder, men på sigt skal de klassiske musikinstrumenter i brug. Strygere og blæseinstrumenter står på ønskelisten. Men det bliver tidligst fra næste skoleår, at børnene får dem i hænderne.
”Lige nu gøder vi vandene, skaber identitet og oplever glæden ved musikken,” siger Stephan Steengaard om startfasen af projektet.
Musik i rygsækken
Med El Sistema vil børnene især få færdigheder på to punkter. Det ene er kompetencer i og med, at de øver sig og oplever effekten deraf. Det andet er, at de vil udvikle deres sociale kompetencer på den måde, at de med musikken vil finde ud af, hvornår skal de spille og fylde i rummet, og hvornår skal de give andre plads.
Projektet er startet med eleverne i 0. klasse. Visionen er, at inden for ikke så lang tid, så bliver indskolings-klasserne også en del af det. Og på sigt er det alle klasserne. Planen er at starte roligt ud med én lektion om ugen, og så udvide i et godt tempo.
Musik på Tovshøjskolens palette
Det er dog ikke meningen, at Tovshøjskolen nu skal være en ren musikskole: ”Vi har fået en unik mulighed for at skabe noget godt. Men det skal ikke være en musikskole. Musikken skal være endnu en ting på vores palette af muligheder og tilbud til børnene.”
Med musikundervisning følger også koncerter. ”Eleverne skal opleve, at når de øver sig, så kan de få lov til at vise alle de andre, hvad de kan,” siger Stephan Steengaard og ser frem til koncerterne op til juleafslutningen og til sommer.
El Sistema er en musikpædagogisk model, som er udviklet med stor succes i Venezuela.